Tog fra Ukrainian Railways. (Foto: Укрзалізниця - Ukrzaliznytsia | Facebook.com | PR)

Ukraine får nye togruter til flere europæiske storbyer

I løbet af december tager Ukrainian Railways hul på næste års køreplan, hvori selskabet har etableret flere nye togruter til storbyer, som befinder sig uden for det krigsramte lands grænser.

En af de mange konsekvenser ved at Rusland henimod slutningen af februar sidste år sendte tropper over grænsen til Ukraine er, at der ikke har været foretaget passagerflyvninger til og fra landet i den tid, hvor krigen har raset.

Lukningen af luftrummet har betydet, at man i stedet i højere grad har fokuseret på at udbygge antallet af togforbindelser således, at den ukrainske befolkning fortsat kan rejse til andre lande, ligesom præsident Biden og andre statsoverhoveder også har benyttet tog under besøg i det krigsramte land.

Ukraines statsejede jernbaneselskab Ukrainian Railways – der kaldes Ukrzaliznytsia i hjemlandet – driver et jernbanenet på omkring 19.787 kilometer med godt 1.700 stationer. I forbindelse med køreplanen for det kommende år lancerer selskabet flere nye rute til destinationer i udlandet. Det skriver RailTech.

Kører i nattog en del af vejen
Fra den 10. december vil en ny rute til Wien via Budapest være en del af køreplanen hos Ukrainian Railways, da de to europæiske storbyer fra og med denne dato vil blive betjent dagligt med en afgang, der afgår fra Kyiv sidst på eftermiddagen.

Den første del af rejsen, som er strækningen mellem den ukrainske hovedstad og stationen i byen Chop, der ligger i nærheden af grænserne til Slovakiet og Ungarn, foregår i et nattog fra Ukrainian Railways.

Når passagererne efter planen ankommer til Chop lidt efter klokken 06.00, får de tjekket deres pas og papirer, hvorefter de rejsende skifter til det ungarske selskab Hungarian Railways’ siddevogne, som kører resten af vejen.

Toget ankommer til Budapest mellem klokken 14.20 og 14.40, og det er fremme i Wien klokken 17.20 dagen efter, at det er afgået fra stationen i Kyiv.

Råder bod på tabt flytrafik
I tillæg til ruten med endestation i den østrigske hovedstad vil Ukrainian Railways ligeledes etablere en ny rute til Prag, som også vil blive afviklet via et stop på stationen i Chop, der fungerer som en hub for en del af togtrafikken ind og ud af Ukraine.

”Overordnet set har vi under krigen fået etableret et bredt netværk af ruter til udlandet, og kapaciteten kompenserer på nuværende tidspunkt så godt som for den fra passagerflyvningerne,” siger bestyrelsesformand Yevhen Lyashchenko fra Ukrainian Railways om udviklingen siden februar sidste år.


Relaterede artikler:

Nattogselskabs første sommer blev udfordrende

Østrigs jernbaner klar med næste-generation nattog

Tyskland og Østrig vil fordoble antal nattog