United flyver uden om København

united boeing B787-9 dreamliner flyFLYSELSKABER: Næste år fastholder USA’s næststørste flyselskab sæsonruterne til Oslo og Stockholm – Star Alliance-medlemmet har ingen planer om at vende tilbage til København.

(Chicago, standby.dk) Store United Airlines har med 30 ruter fra USA til Europa fokus på betjeningen af det europæiske marked. Men Skandinavien er heller ikke næste år højt på listen. Mens United Airlines i 2012 lukkede mellem Newark-lufthavnen ved New York og Københavns Lufthavn, har selskabet siden kun haft sæsonruter fra Newark til såvel Oslo som Stockholm.

”Også næste år har vi kun sæsonruter til Oslo og Stockholm, og ingen plan om at genåbne på København. København er storlufthavn for vores gode Star Alliance-partner SAS, men efter Norwegian er begyndt at flyve fra bl.a. København til USA, hvor SAS også øger, er der rigelig kapacitet mellem København og USA.”

Det sagde vicepræsident med ansvar for ruteplanlægning i United Airlines, Brian Znotins, i går til standby.dk under pressebriefing på Uniteds hovedkvarter i Chicago. Han sagde også direkte til standby.dk, at United ikke ville genoptage sæsonruten til Arlanda, men det trak United senere tilbage og kaldte det for en “misforståelse.”

Til spørgsmålet om, hvorfor så en af Uniteds største konkurrenter, Delta Air Lines, igen næste år har sæsonrute fra New Yorks JFK-lufthavn og åbenbart kan have økonomi i denne rute, sagde Brian Znotins:

”Det må du spørge Delta om. Måske har de ikke samme krav til overskud som vi har. Men København er ikke eneste lufthavn i Europa med stærk tilstedeværelse af et Star Alliance-medlem, vi ikke flyver til. Vi betjener f.eks. heller ikke Warszawa (hovedlufthavn for LOT Polish Airlines) og Wien (hovedlufthavn for Austrian Airlines, red).”

”Skulle vi vende tilbage til København, ville det være fra en af vores to hubs på USA’s østkyst, Newark eller Washington D.C. – men begge betjenes allerede af SAS,” sagde Brian Znotins. SAS flyver til Newark fra København, Oslo og Stockholm ligesom selskabet fra København har rute til Dulles-lufthavnen ved Washington D.C.

Næste år får United nye sæsonruter fra USA til Athen, Barcelona og Lissabon. Reelt var det Continental Airlines, der i 2006 åbnede mellem Newark og København – Continental blev for fem år siden opslugt af United.

Så går det bedre for Delta Air Lines med at have økonomi i sin sæsonrute fra JFK til København. Næste år betjenes den med et større fly end i de foregående år, en Boeing 767-300ER med plads til 210 passagerer, i stedet for en mindre Boeing 757-200 med plads til 160.

Ligeledes øger Delta næste år sin sæson mellem JFK og København – der startes sidst i maj og flyves efter det oplyste dagligt til midten af september.