USA forbyder al civil flyvning over Syrien

640px-Syria_(orthographic_projection).svgLUFTFART: De amerikanske luftfartsmyndigheder (FAA) anser det nu for så farligt at flyve over Syrien, at alle amerikanske fly, og piloter med amerikansk licens får rødt kort mod at flyve over syrisk luftrum.

Egentlig var det blot en alvorlig henstilling fra FAA om at vise stor forsigtighed og indhente seneste aktuelle status, inden nogen fløj ind over Syrien for slet ikke at tale om trafik til Damaskus.

Men i går strammede FAA proceduren med baggrund i større risiko ved flyvning over krigszoner i det urolige område.

”Baseret på de seneste opdaterede risici, anser vi det for klogest at stoppe al trafik til eller over Syrien,” lyder det fra FAA.

Og man tilføjer, at man er bekendt med, at terroristerne i Syrien er i besiddelse af samme antiluftvåben, som formentlig var årsag til nedskydningen af MH 17 over Ukraine.

USA har udstedet samme forbud over Irak. British Airways har ikke helt fulgt i amerikanernes fodspor, sikkert fordi det gør ruterne til Dubai og Doha noget længere, men briterne har tilføjet ”at de nøje overvejer situationen fra dag til dag”.