USA-komiteer skal finde fælles fodslag

På møde i dag, tirsdag, under Pow Wow-messen her i Los Angeles, skal de tre skandinaviske Discover America-komiteer prøve at komme til enighed om fælles strategi overfor de amerikanske turistmyndigheder. Pow Wow er USA’s årlige fagmesse for rejsebranchen.

Der er en række forskellige synspunkter mellem de tre komiteer, herunder hvem der skal være førerhunden. Men nu skal de på dagens møde prøve at afstemme deres synspunkter.

Fælles fodslag overfor de amerikanske turistmyndigheder er nemlig afgørende for, om Norden kan blive anerkendt som én region – hidtil har USA nemlig kun set dem som fire enkeltstående lande og hver for sig kun blandt de 20-30 største i Europa i form af rejsende til USA.

Men kan de skandinaviske/nordiske Discover America-komiteer få amerikanerne til at indse, at Norden skal betragtes som ét område, stiller sagen sig anderledes.

Så er det nemlig – med over en million rejsende til USA – det fjerdestørste marked fra Europa. Kun England, Tyskland og Frankrig er større, og de har alle mange flere indbyggere.

USA’s turistmyndigheder skal, som takeoff.dk skrev i går, i gang med en omfattende kampagne for at trække flere turister til USA, der taber internationale markedsandele. Det koster mistede indtægter af fremmed valuta og giver færre jobs i USA.

Når pengene til kampagne for alvor er på plads vil USA bruge op mod 200 mio. dollars om året for at gøre sig lækker overfor potentielle udenlandske turister.

I første omgang kommer USA’s nye kampagne i England, Canada og Japan fra næste måned – senere følger andre store markeder som Brasilien, Sydkorea, Tyskland, Australien osv.

Til september forventes de amerikanske turistmyndigheder at udpege flere lande i Europa, som man vil promovere sig i. Blandt disse skulle gerne være Danmark, Norge, Sverige og Finland – hvis altså de nordiske komiteer kan finde ud af at samarbejde.

Skrevet af Henrik Baumgarten