USA’s udenrigsministerium har hævet trusselsniveauet for Maldiverne med henvisning til frygt for terrorhandlinger. Arkivfoto via Flora M. Baumgarten.

USA skærper rejsevejledning for Maldiverne

Af frygt for terrorangreb hæver USA’s udenrigsministerium rejsevejledningen for Maldiverne til Niveau 2: ”udvis forøget opmærksomhed.” USA er blandt østatens største leverandører af turister.

Sidste år var Rusland, Indien, Kina, Storbritannien, Tyskland, Italien og USA de største leverandører af udenlandske turister til Maldiverne. Sidste år havde østaten Maldiverne i Det indiske Ocean tæt på 1,9 millioner ankomster af udenlandske turister.

For nylig meddelte Maldivernes præsident, Mohamed Muizzu, at som følge af konflikten i Gaza vil østaten forbyde indrejse af turister med israelsk pas. Over 98 procent af de lidt mere end 500.000 indbyggere i Maldiverne er muslimer.

Og nu har USA’s udenrigsministerium udstedt en opdateret rejsevejledning for Maldiverne. Den strammede rejsevejledning forhøjer advarselsniveauet fra Niveau 1, ”Udvis normal opmærksomhed,” til Niveau 2: ”Udvis forøget opmærksomhed.” I alt har USA fem advarselsniveauer i sine rejsevejledninger.

Forhøjet frygt for terrorangreb
Udvidet frygt for et terrorangreb på Maldiverne er den primære årsag til forhøjelsen af advarselsniveauet for Maldiverne, skriver mediet Travel Pulse og citerer det amerikanske udenrigsministerium:

”Terrorgrupper kan stå foran et angreb på Maldiverne med ingen eller kort forhåndsvarsel. Disse vil ramme turistområder, transportknudepunkter (for eksempel lufthavnen), indkøbsmarkeder, shopping malls og regeringskontorer. Angrebene kan forekomme på fjerne øer, hvilket vil forlænge myndighedernes reaktionstid.”

USA’s udenrigsministerium henviser til, at den dominerende religion på Maldiverne er islam og at terrorgrupper som al-Qa’ida før har udført terrorhandlinger i denne del af verden. Der har blandt andet været voldelige angreb mod nyhedsmedier, politiske partier og civilsamfundet. Der opfordres derfor til øget opmærksomhed, særligt i områder med mange turister fra vestlige lande, at man undgår store menneskemængder og demonstrationer.

Det understreges dog også, at de flere udenlandske besøgende på Maldiverne har et problemfrit ophold på øgruppen. Maldiverne har over 175 resorts, mere end 800 såkaldte guesthouses og 14 hoteller. Østaten, der består af over 1.000 øer, har langt over halvdelen af sin indtjening fra udenlandske turister, der direkte og indirekte beskæftiger over 70 procent af befolkningen.

 

Relaterede artikler:

Maldiverne vil ikke have turister fra Israel

Maldiverne trues med turismeboykot

Udenrigsministeriet i Danmark lancerer ny version af app’en Rejseklar