USA’s lufthavne mister flyruter

LUFTFART: Der er brug for mere konkurrence udefra i USA’s luftfart, mener den amerikanske rejsebranche.

Der er ikke nok konkurrence i USA’s luftfart, og landets lufthavne taber terræn, når det gælder udviklingen af nye ruter og passagerservice. Det mener brancheorganisationen for den amerikanske rejseindustri, U.S. Travel Association.

Organisationen opfordrer de amerikanske myndigheder til at gennemføre en række tiltag for at øge konkurrencen og serviceniveauet. U.S. Travel Association fremlagde sin kritik på den store rejsefagmesse i IPW 2017 i Washington DC i sidste uge.

”Vi er dybt bekymrede over den nuværende tilstand i vores lufthavne. Lufthavnen er det første sted, de rejsende møder i USA, og vores lufthavne er ikke oppe i gear. Vi er er ikke i stand til at imødekomme den nuværende efterspørgsel og det stigende antal rejsende, som vi forventer at få i fremtiden,” sagde Geoff Ballotti, formand for U.S. Travel Association og topchef i Wyndham Hotel Group til standby.dk og andre medier på IPW.

60 procent af USA’s lufthavne har ifølge U.S. Travel Association fået færre flyforbindelser inden for det seneste årti.

Fire amerikanske selskaber dominerer

Et af problemerne er, at de fire store, nationale flyselskaber American, Delta, Southwest og United, kontrollerer over 50 procent af sædekapaciteten på flyforbindelserne til og fra 155 amerikanske lufthavne. Samtidig kontrollerer American, Delta og United sammen med sine partnere 82 procent af sædekapaciteten på flyvninger over Atlanten.

“Vi ønsker alle, at amerikanske flyselskaber er sunde og rentable, men de har for længe domineret luftfartspolitikken på bekostning af de rejsende, og nu er det på tide at vende den tendens,” siger Jonathan Grella, Vice President for Public Affairs i U.S Travel Association.

Organisationen offentliggør inden for de kommende uger en ny rapport om problemerne i amerikansk luftfart. Rapporten indeholder også en række anbefalinger til de amerikanske myndigheder.

Mulighed for markedsføringsstøtte

U.S Travel Association opfordrer blandt andet til, at man beskytter og udvider U.S. Open Skies-aftalerne, som har medvirket til et prisfald på flybilletter på 32 procent i USA.

Det skal også være muligt for de amerikanske lufthavne at give markedsføringsstøtte til nye flyruter i samarbejde med flyselskaber og destinationer. Det er en kendt praksis i blandt andet europæiske lufthavne, men ikke tilladt i USA.

Endelig ønsker U.S Travel Association, at lufthavnene får mulighed for at øge afgifterne for at kunne investere i udvidelser og forbedringer af lufthavnenes faciliteter. Den såkaldte Passenger Facility-afgift har en maksimumgrænse på 4,50 dollar, og grænsen har ikke været ændret siden 2000.