Med flere end 1.000 arrangementer og en række initiativer fra det statslige tyske turistråd sættes alle sejl til for at udnytte, at titlen som europæisk kulturhovedstad i 2025 atter komme til Tyskland.
I 1996 bar København titlen som europæisk kulturby, der senere blev ændret til europæisk kulturhovedstad. Det blev Aarhus udpeget som 21 år senere i 2017, og til næste år samles stafetten op af Danmarks naboland, da det er byen Chemnitz i den østtyske delstat Sachsen, som står for tur.
Med udnævnelsen følger Chemnitz i fodsporene på flere andre tyske destinationer, der tidligere har været hovedstad for kultur i et år. Det drejer sig om Berlin, der havde titlen i 1988, i 1999 blev den tildelt Weimar og senest har Ruhr-regionen haft den i 2010.
Det oplyses, at de arrangementer, der vil blive afviklet i løbet af næste år, vil have Chemnitz’ forvandling fra industriby til kulturcentrum som omdrejningspunkt. Historisk set har byen til en vis grad stået i skyggen af Dresden og Leipzig, der har haft ry for at være områdets lokomotiver inden for henholdsvis kultur og uddannelse.
Betegner Danmark som nøglemarked
I løbet af året venter Deutsche Zentrale für Tourismus (DZT), at omkring to millioner internationale besøgende vil drage til landsdelen for at opleve fejringen, der desuden vil blive bredt ud således, at 38 mindre byer i området også får mulighed for at drage nytte af opmærksomheden.
Det statslige tyske turistråd vil forsøge at kapitalisere på opmærksomheden ved at benytte marketingkampagner, events og digitale platforme til at synliggøre byens kulturelle tilbud og markedsføre Chemnitz som destination for såvel tyske som internationale turister.
Ifølge DZT har man udpeget en række såkaldte nøglemarkeder, hvor man vil iværksætte en særligt fokuseret indsats. De er Danmark, Østrig, Schweiz, Tjekkiet, Polen og Holland.
Bestræbelserne startede allerede tidligere i år, hvor man søgte at rette rampelyset mod byen ved at lade den danne ramme om dette års udgave af den store rejsemesse Germany Travel Mart, der løb af stablen i løbet af april.
Havde 18,7 millioner sidste år
Petra Hedorfer, der er administrerende direktør for DZT, mener, at Chemnitz’ udnævnelse som kulturhovedstad er en god anledning til at få en endnu større andel af et marked, som Tyskland allerede har en tilstedeværelse på.
“Ud af de 173 millioner kulturelle rejser, som europæere foretog i 2023, gik 18,7 millioner til Tyskland. Det er et imponerende tal, der understreger vores position som den førende destination for kulturelle rejser og byferier for europæere.”
Den administrerende direktør for Chemnitz 2025, Andrea Pier, hæfter sig ved, at man har forsøgt at sammensætte en stribe af arrangementer med en vis bredde i.
“Chemnitz og Kulturhovedstadsregionen tilbyder et mangfoldigt program med mere end 1.000 events under mottoet ‘C the unseen’, der vil sætte hidtil mindre kendte personer, steder og aktiviteter på turistkortet.”
”Programmet spænder over mere end 800 års minedrift, og byder på etablerede, internationalt anerkendte kulturelle højdepunkter såsom teatre, museer og industriarv. Derudover vil der være projekter skabt i anledning af regionens år som Kulturhovedstad,” lyder det.
Relaterede artikler:
Gemmer mafiaen væk: Skal være kulturhovedstad