Icon of the Seas er nu officielt leveret fra værftet i Finland, i løbet af de kommende dage sejler det gennem formentlig Storebælt til Cadiz i Spanien og derfra til Miami. Foto via: Royal Caribbean Group.

Verdens største krydstogtskib officielt leveret

Efter 900 byggedage blev Icon of the Seas mandag officielt leveret fra værftet i Finland til Royal Caribbean. Når det sejler mod Miami, vil giganten fredag morgen klemme sig under Storebæltsbroen.

Fredag morgen den 1. december passerede Icon of the Seas under Storebæltsbroen, oplyser Royal Caribbean International til Standby.dk – skibet er på vej fra det tyskejede værft Meyer-Turku i Finland mod Cadiz, hvor den sidste finish skal klares. Herefter går turen mod Miami, der bliver skibets hjemmehavn.

På sin rejse ud af Østersøen, skal 365 meter lange Icon, der har kostet cirka ni milliarder kroner, sejle under Storebæltsbroen.

Men i hvert fald blev Icon of the Seas som bebudet officielt overdraget i dag, mandag, fra Meyer-Turku-værftet til Royal Caribbean International, største enhed i Royal Caribbean Group.

10.000 passagerer og besætningsmedlemmer
Icon regnes med sine 250.000 tons som verdens største krydstogtskib – det kan medtage 5.610 passagerer med to i hver af de 2.805 kahytter og suiter (der er 28 kategorier), og 7.600 når der er redt op på alle sengepladser. Samtidig får Icon en besætning på 2.350; altså i alt næsten op til 10.000 mennesker ombord ved fuld kapacitet.

Der er gået cirka 900 dage, små tre år med at bygge Icon i finske Turku. Ved den officielle overdragelse af skibet fra værftet til Royal Caribbean International var der blandt andet deltagelse af 1.200 besætningsmedlemmer og værftsarbejdere samt VIP’er fra rederiet, værftet og indbudt presse.

I første omgang sejler Icon til Cadiz i Spanien for at få den sidste finish, inden turen går over Atlanten til Miami. Jomfrusejladsen med passagerer er planlagt til den 27. januar med et for længst udsolgt krydstogt på en uge i Caribien.

Hele Royal Caribbean Group tæller med Icon 64 krydstogtskibe. Heraf er de 28 hos Royal Caribbean International, mainstream-varemærket i Royal Caribbean Group, resten er hos det lidt finere Celebrity Cruises samt RCG’s highend-produkt, Silversea Cruises.

 

Relaterede artikler:

Boom i efterspørgsel frigiver krydstogter før planlagt

Krydstogtkoncern køber nye skibe for milliarder

“Rejsebureauer sælger 80 pct. af vores krydstogter”