Hotellet Raffles Singapore åbnede i 1887 og blev et århundrede senere anerkendt af Singapores regering som et nationalt monument. Den seneste restaurering blev gennemført i årene 1989-1991. Pressefoto: Raffles Hotels & Resorts.

Verdensberømt hotel genåbner efter stor renovering

Legendariske Raffles Hotel i Singapore er genåbnet efter renovering, der har bragt antallet af suiter op på 115. Hotelkæden Accor driver Raffles-hotellet, der ejes af regeringen i Qatar.

Raffles Hotel, et af verdens mest ikoniske luksushoteller, har atter slået dørene op efter en omfattende renovering, der begyndte i 2017. 

Det oplyser den franske hotelgigant AccorHotels, der driver hotellet, og en halv snes andre Raffles-hoteller verden over, blandt andet i Europa. Accor Hotels har næsten 4.800 hoteller og resorts med over 700.000 værelser i mere end 100 lande verden over.

Raffles-hotellet i Singapore, der ejes af regeringen i Qatar via dets selskab Katara Hospitality, åbnede med ti værelser tilbage i 1887. Det er opkaldt efter den britiske embedsmand Stamford Raffles, der grundlagde Singapore som britisk koloni i 1819.

Klik for stort format. Blandt nyskabelserne ved renoveringen af Raffles Singapore er, at Raffles Arcade er blevet udstyret med en eksklusiv souvenirbutik, Raffles Boutique. Pressefoto: Raffles Hotels & Resorts.

Raffles Singapore er et af de mest berømte hoteller fra den europæiske kolonitid i Asien. Hotellet har gennem årene haft et utal af VIP’s blandt sine gæster – fra den nuværende britiske dronning Queen Elizabeth II til blandt andre Charlie Chaplin, Rudyard Kipling, John Wayne og Michael Jackson, skriver CNN.com

I en pressemeddelelse fra Accor, siger general manager for Raffles Singapore, Christian Westbeld, blandt andet:

”Få hoteller i verden er så synonyme med deres hjembyer som Raffles Singapore. Hotellet er et af de få store 1800-talshoteller, der er tilbage i verden. Restaureringen har fokuseret på at bevare bygningens unikke historiske charme. Vi har naturligvis beholdt arkitekturen, arven og den legendariske service.”

Klik for stort format. Raffles Hotel i Singapore har ni typer suiter, her er det dagligstuen i en Residence Suite. Pressefoto: Raffles Hotels & Resorts.

Ni slags suiter
Det var i februar 2017, at Raffles Singapore gik i gang med sin restaurering. Det genoplivede Raffles Singapore tilbyder en komfort og service med såvel opvartning fra Raffles Butlers som forbedrede suiteoplevelser i ni forskellige suitekategorier.

Det samlede antal suiter på Raffles Singapore er efter renoveringen steget fra 103 til 115 – og har disse kategorier: State Room Suites, Courtyard Suites, Palm Court Suites, Personality Suites, Residence Suites, Promenade Suites, Studio Suites, Grand Hotel Suites og Presidential Suites.

Hotellet har udover en række restauranter også den berømte Long Bar, hvor drinken Singapore Sling blev opfundet.

Chefen for Accor i Norden, Jan Birkelund, siger i pressemeddelelsen:

”Raffles Singapore er en af Accors største stjerner, der i årenes løb har opnået et enestående internationalt ry. Samtidig er Singapore en stor og vigtig destination internationalt set, ikke mindst blandt vores nordiske forretningsrejsende og private rejsende. Derfor er det utroligt spændende, at hotellet nu åbner igen.”

Relaterede artikler:

Ikonisk luksushotel genåbnet

Accor Hotels bliver stærkere på livsstilssegmentet

Singapore Airlines øger på Københavns Lufthavn