I 2027 tilbyder Azamara Cruises et over halvt år langt krydstogt på 188 dage til fem kontinenter og besøg i 103 havne i 37 lande. Krydstogtet, der er opdelt i 12 etaper, slutter i København.
Azamara Cruises, der indtil 2021 var ejet af Royal Caribbean Group, vil gennemføre sit World Cruise 2027 med et af sine fire krydstogtskibe, Azamara Quest. Det har plads til 722 passagerer med to i hver af de 361 kahytter og suiter. Hertil kommer en besætning på 408 personer.
Krydstogtet, der er opdelt i 12 etaper, starter efter plane i San Francisco den 5. januar 2027 – og slutter den 12. juli i Københavns Havn, skriver Azamara i en pressemeddelelse.
Priserne for krydstogtet oplyses ikke i pressemeddelelsen; hér må interesserede besøge rederiets hjemmeside eller deres rejsebureau, hedder det.
Fra San Francisco sejler Azamara Quest, der blev søsat tilbage i 2000, men som senest er renoveret sidste år, ud i Stillehavet og kommer blandt andet til Tahiti, Samoa, Tonga, Fiji, New Zealand og Australien. Derfra fortsætter krydstogtet mod Singapore, Bali, Thailand, Kina, Sydkorea, Japan, ned langs vestkysten af Canada og USA; gennem Panamakanalen, op langs USA’s og Canadas østkyst og derfra til Vesteuropa inden man ender i København efter en rundtur i Østersøen.
Længere ophold
Verdenskrydstogtets sydligste punkt bliver Stewart Island syd for sydøen i New Zealand, mens det nordligste punkt bliver den finske hovedstad, Helsinki.
Azamara giver på krydstogtet sine gæster mulighed for længere ophold i en række havne – blandt andet bliver skibet over natten i havnen i 15 af de 103 havne, krydstogtet efter de nuværende planer skal besøge.
Endnu et verdenskrydstogt ender i København i 2027
Azamara Quest er i øvrigt ikke eneste verdenskrydstogt, der i 2027 slutter i Københavns Havn. Det gør også ”The Three Oceans” (Stillehavet, Det Indiske Ocean og Atlanterhavet) med highend-rederiet Silversea Cruises.
Dette krydstogt er planlagt til at vare 149 dage lange med stop i 80 havne fordelt på 35 lande. Krydstogtet sejles med rederiets skib Silver Dawn, der har plads til 576 passagerer med to i hver af de 288 kahytter og suiter.
Silver Dawn starter efter planen sit krydstogt i Los Angeles den 8. januar 2027 og forventes at være fremme i sidste havn, København, den 7. juni 2027. Heller ikke her behøver man købe hele krydstogtet, men kan sejle med på kortere segmenter.
Relaterede artikler:
Luksuskrydstogt fra Los Angeles til København
Stor forskel i antal skandinaviske krydstogtbureauer
2021: Royal Caribbean sælger Azamara Cruises for milliardbeløb