Vi er klar til at overtage danske indenrigsruter

Danske flyselskaber som DAT i Vamdrup og Cimber A/S i Sønderborg har lidt svært ved at forstå, hvorfor mange synes at være enige om, at vejen nu er banet for at finsk-britiske Flybe Nordic bare kan vandre ind i Danmark, som selskabet heller ikke lægger skjul på, at man agter at gøre allerede i denne uge med færdige planer.

 

Ingen tror dog på, at det bliver virkelighed uden en aftale med SAS. ”Vi holder døren åben for flere muligheder, og vi er helt klar over, at der skal mere fart på nu,” siger driftsdirektør og vicepræsident Flemming Jensen i SAS til takeoff.dk.

 

DAT er klar i starthullerne. ”Vi har tilbudt SAS er stærkt udvidet samarbejde, hvor vi sammen løfter dansk indenrigs, også til mere end det er i dag. Vi er også parate til at tage en del af selve salgsdelen. Det gør vi jo allerede i dag,” siger adm. direktør Jesper Rungholm.

 

I Sønderborg venter Jørgen Nielsen og det ny Cimber A/S. I samme øjeblik SAS også synes, det er en god ide, at lade Cimber være produktionsselskab med ATR-turboprop-fly, kan der underskrives en aftale. At udbygge den aftale, som allerede er indgået, har SAS imidlertid problemer med.

 

SAS har som det vigtigste brug for codeshare aftaler fra Billund og Karup og til en vis grad Aarhus som fødelinje til flyene til udlandet fra København. Derimod kan man sagtens selv klare Aalborg ruten, hvor SAS og Norwegian i forvejen – efter selskabets mening – har mere end rigeligt dækket behovet for forbindelser til København.

Skrevet af Ejvind Olesen