Caneel Bay, St. John. Foto: Nyhavn Rejser.

’Vi blev skræmt til at købe ekstra seating’

Julerejsen til St. John til 70.276 kr. fik klageren til at sikre sig, at et par kunne sidde ved siden af hinanden på flyet mod et tillæg på 2.076 kroner, men krav om erstatning blev afvist. Det er imidlertid et ofte nævnt problem i klagesager.

Nu ligger det ikke til hverken seriøse rejsebureauer eller Rejse-Ankenævnet at skrive smarte bemærkninger om klagesager på otte A4 ark, men hvis de havde haft lyst, kunne de med rette have talt om ’at skyde gråspurve med kanoner’.

Når man har betalt 70.276 kroner hos Nyhavn Rejser for en julerejse til Dansk Vestindiske Øers perle St. John, er det meget krudt at spilde for at få erstattet et tillæg for pladsreservering på fly på et par tusinde kroner.

Når Nyhavn Rejser alligevel lader den gå gennem vurderingen hos Ankenævnet, som endte med at afvise, er det sikkert fordi, det ofte er et problem. Af gode grund kan passagererne ikke forstå, når de i god tid bestiller og betaler en dyr rejse, i dette tilfælde på business class, at de så ikke kan være sikre på at sidde ved siden af hinanden under en lang flyrejse.

Nyhavn Rejser skriver i ankesagen om reservation af flysæder: ”Vi kan hjælpe med at reservere sæderne. Hos nogle flyselskaber er det gratis, mens andre tager gebyr. Alle forbeholder sig dog retten til at ændre reservationen, også selv om den i første omgang er bekræftet”.

Kabinen var halvtom
Det får klageren til at skrive: ”Vi er af bureauet blevet skræmt til at købe en ekstra seating for at komme til at sidde ved siden af hinanden fra London til Miami. Det var helt unødvendigt, for kabinen var halvtom. Hvis de havde sørget for, at vi havde fået en placering ved siden af hinanden, ligegyldigt hvilken, havde det ikke været nødvendigt for os at betale tillæg. Men de skræmte os til at købe en seating”.

Den vil Nyhavns Rejser ikke have siddende på sig og skriver som en del af sit svar: ”Vi er absolut ikke interesseret i at skræmme nogen, men ønsker kun at skabe de bedst mulige rammer for jeres ferie. Det kan lyde skræmmende, at man fra feriens start ikke bliver placeret sammen med sin rejsepartner, og det vil være en virkelig dårlig start på ferien.

Heldigvis sker det ikke så tit, men desværre er virkeligheden, at vi ikke kan garantere det. Det siger vi naturligvis på forhånd til kunderne, som så selv kan vurdere om de vil betale, eller tage chancen.

Nå man flyver på business class, så kan vi tilbyde at seate folk uden betaling, men kun med selskabets egne fly, men på jeres anden flyvning (strækning) med et andet selskab kan der kræves betaling, hvis man i god tid vil kende sin placering”.

Ankenævnet gør gældende, at da klageren ved bestilling ikke har bestilt og betalt for siddepladser ved siden af hinanden, kan kravet ikke imødekommes.

Klageren har i åbenbart haft andre problemer i juleferieugen på St. John, idet bureauet har udbetalt 5.400 kroner som kompensation for støj, der imidlertid ikke er en del af klagen til Ankenævnet.

Advarsel til bureauerne
Nævnet slutter sagen med at sende følgende opfordring til bureauet og alle øvrige agenter:

”Man finder anledning til at henstille, at der i udbudsmaterialet udtrykkeligt oplyses, at tilkøb af business class ikke i sig selv indebærer tilsagn om, at man som rejsende dermed sidder på flysæder ved siden af hinanden.”

Relaterede artikler:

Rejsebureau uenig med ankenævn

Verdenskendte medier hylder St. John

St. John er en af verdens bedste øer