De italienske højhastighedstog Frecciarossa skal fra slutningen af 2026 køre mellem blandt andet Milano via Østrig til München. Wikipedia-foto: Manuel Paa.

Vil have højhastighedstog fra Italien til Tyskland

De statslige tyske og italienske jernbaner – Deutsche Bahn og Trenitalia – vil øge samarbejdet om højhastighedstog mellem de to lande. Det skal ske ved at lade italienske tog køre til Tyskland.

Går det kommende udvidede samarbejde mellem Deutsche Bahn og Trenitalia efter planen, så begynder de italienske højhastighedstog, Frecciarossa, at køre mellem Milano via Verona og østrigske Innsbruck og München fra slutningen af 2026. Det skriver Trenitalia i en pressemeddelelse.

Ved at køre Frecciarossa-togene til Tyskland udbygges samarbejdet om mere bæredygtig, miljøvenlig og hurtigere persontransport. Det kommende samarbejde på denne konto får udviklingsstøtte fra EU, der har et projekt om at promovere internationale fjerntog mellem EU-landene – for eksempel via samarbejde mellem togselskaberne i medlemslandene.

EU er blandt andet kommet med et dekret om, at medlemslandene skal tillade statslige togselskaber at lade togselskaber fra andre lande kører på deres skinnenet.

Kigger på mere samarbejde
Branchemediet RailTech skriver, at i forvejen samarbejder Trenitalia og DB om at forstærke og udbygge togtransporten mellem i første omgang München i det sydlige Tyskland og henholdsvis Milano og Rom. Senere skal andre primære byer i Tyskland og Italien kobles på.

En vigtig del af den hurtigere togtransport mellem Tyskland via Østrig til Italien kommer, når den mere end 60 kilometer lange togtunnel under Brennerpasset mellem Italien og Østrig forventes klar i 2032.

Den kommende tunnel forventes at reducere køretiden i tog med en time mellem Italien og Tyskland, skriver RailTech. Indtil Brennerpas-tunnelen er klar, må togene køre med normale hastigheder på Milano-München-strækningen mellem Verona og München.

Ligeledes skal de italienske Frecciarossa-højhastighedstog godkendes til højhastighedskørsel af myndighederne i både Østrig og Tyskland. Trenitalia har eller har bestilt 50 Frecciarossa-togsæt; nogle af disse kører allerede i udlandet i dag på ruter i Frankrig mellem Paris og Lyon ligesom Trenitalia er en af flere operatører på det spanske marked for højhastighedstog med op til 70 daglige afgange, blandt andet på strækningen mellem Barcelona og Madrid.

 

Relaterede artikler:

Tyskland og Østrig vil fordoble antal nattog

Greenpeace: Togrejser ofte dobbelt så dyre som flyet

Her er verdens 10 hurtigste højhastighedstog