Momondo oplever en stigende interesse for kør-selv-ferier. (Foto: Momondo | PR)

Vil øge rejsetid og mindske komfort for klimaet

En del af de adspurgte danskere svarer i en undersøgelse, at de blandt andet gerne vil rejse i længere tid og mindre komfortabelt, hvis det betyder, at turen bliver mere bæredygtig.

Bæredygtighed fylder i stigende grad mere i den offentlige dagsorden. Det blev ikke mindst tydeligt under det nyligt overståede valg til Folketinget, hvor både en mulig passagerafgift på flyvninger og den grønne omstilling var tilbagevendende temaer.

Rejsesøgemaskinen Momondo har netop offentliggjort en undersøgelse, hvor man i løbet af maj i år har spurgt 1.020 danskere i alderen 18 til 65 år om hvilke tiltag, de er villige til at tage, for, at en given rejse kan foretages mere bæredygtigt end ellers.

Den viser blandt andet, at 27 procent af de adspurgte danskere gerne vil give afkald på komfort, hvis det betyder, at de dermed kan rejse mere bæredygtigt, ligesom 21 procent af respondenterne gerne vinker farvel til noget praktisk i samme ærinde.

Oplever stigende interesse for kør-selv-ferie
Undersøgelsen peger ligeledes på, at 26 procent af danskerne ikke ville have noget imod at øge rejsetiden til en given destination, hvis det betyder, at rejsen på den baggrund bliver mere bæredygtig.

21 procent svarer ligeledes, at de er indforstået med, at selve rejsen bliver dyrere, hvis klimaaftrykket tilsvarende bliver mindre. Tendensen passer med de observationer, som Momondo selv har gjort. Det fortæller Per Christiansen, der er talsperson for rejsesøgemaskinen.

“Vi har over de seneste år set, hvordan interessen for at rejse med bil er steget markant, hvilket taler ind i den trend, vores undersøgelse viser, hvor mange danskere gerne vil skrue på både pris, rejsetid og komfort, hvis det kan gøre rejsen grønnere.”

Tager grønne vaner med på ferie
En ting er rejsen dertil, men ifølge undersøgelsen ønsker en del af de adspurgte også at gøre en aktiv indsats for, at deres adfærd på destinationen bidrager til en mere bæredygtig ferie.

Det kommer blandt andet til udtryk ved, at 50 procent af respondenterne svarer, at de slukker for lys og elektronik efter brug, mens 31 procent afbryder airconditionanlægget, når de ikke opholder sig på værelset. I tillæg hertil vil 39 procent af de adspurgte danskere forsøge at undgå madspild, og 31 procent vil prioritere at indtage deres måltider på lokale spisesteder til fordel for kæderestauranter.

Ifølge 35 procent af respondenterne er de villige til at genbruge deres håndklæde, 34 procent vil sortere affald og 24 procent af de adspurgte ligger sig i selen for at undgå engangsplastik. Ifølge Per Christiansen handler det om, at turisterne tager gode vaner med hjemmefra.

”Netop fordi bæredygtighed fylder så meget for danskerne, er mange i forvejen rigtig gode til at tænke det ind i deres forbrugsvaner i hverdagen. Og der er ingen grund til ikke også at tænke disse gode bæredygtige vaner ind på ferier, hvor man jo ofte også har mere tid og overskud til at gøre den ekstra indsats.”


Relaterede artikler:

Turismeaktører forpligter sig til bæredygtighed

Dansk turisme skal prioritere bæredygtighed

Bæredygtighed skal styrke dansk erhvervsturisme