Air Europa ved præsentationen i København. Fra venstre Angie Quero, Sales Manager, Ana Travesí, Head of Sales, Imanol Pérez, Vice President Commercial, Emma Sköldekrans, Sales Manager Aviareps, Julie Damgaard, Sales Manager Aviareps. (Foto: Gitte Nielsen)

Vil skabe genvej til Latinamerika

Air Europa var forleden på besøg i København, og på den nye rute til Madrid er der blandt andet mulighed for at flyve videre til en lang række destinationer i Latinamerika.

Det er på ingen måder noget lilleput-flyselskab, der i den kommende sommer fra den 15. juni skal flyve tre gange om ugen mellem København og Madrid.

Der er tale om spanske Air Europa, der forleden var i København for at præsentere selskabets og dets produkter ved et arrangement for rejsebranche og presse hos Løgismose på Nordre Toldbod. Arrangementet var tilrettelagt af Aviareps, der er skandinavisk generalagent for det spanske flyselskab.

Præsentationen af Air Europa blev foretaget af Imanol Pérez, der er kommerciel direktør i Air Europa, og han blev sekunderet af Maria Diaz fra Tour Spain i Danmark, som havde fået til opgave at fortælle om destinationen Madrid.

13 lande i Latinamerika
Air Europa er ikke særligt kendt i Nordeuropa, selvom selskabet for et par år siden forsøgte sig med flyvninger mellem Madrid og København. 

Nu har man sat sig for at betjene både København og Stockholm med 299-sæder store Airbus A330, og selvom der satses på lokaltrafik, vil der også være adgang til gode transferforbindelser via Madrid til Latinamerika. Flyet fra København og Stockholm ankommer henholdsvis kl. 19.30 og 20.00 i den internationale Barajas-lufthavn i Madrid, der er Europas sjettestørste.

Trafikbølgen til Latinamerika ligger omkring kl. 23.00, så der er gode muligheder for at flyve videre til destinationer i Argentina, Bolivia, Brasilien, Colombia, Cuba, Den Dominikanske Republik, Ecuador, Honduras, Panama, Paraguay, Peru, Puerto Rico og Venezuela.

11 millioner passagerer
Air Europa er medlem af SkyTeam-alliancen og har 67 fly med en gennemsnitsalder på omkring ni år. I flåden er der Boeing 787 Dreamlinere og Airbus A330 til langdistanceruterne, mens der inden for Europa primært benyttes Boeing 737-800, Embraer ERJ-190 og ATR 72-500.

I 2018 rejste 11 millioner passagerer med Air Europa, hvilket betyder, at selskabet er på størrelse med Finnair. Flyselskabet blev etableret i 1986 og er i dag ejet af den spanske rejsekoncern Globelia Group, de også omfatter hoteldrift og turoperatørvirksomhed.

 

Relaterede artikler

Ny chef for Aviareps i Norden

Nye fly til Air Europa