Danskere på vej til vinterferie fyldte denne weekend godt på Scandlines’ to ruter fra Danmark til Tyskland. ”Vi har dobbelt så mange privatbiler som en normal weekend,” er meldingen fra rederiet.
Der er ikke mangel på afgange på Scandlines’ primære rute mellem Rødby og Puttgarden, der i dag- og aftentimerne sejler hver halve time i begge retninger. Det bliver samlet til cirka 60 afgange i døgnet i de to retninger. Den anden Scandlines-rute, fra Gedser til Rostock, har afgang hver anden time, og sejler 20 gange i døgnet.
Og i denne weekend var der ekstra travlt som følge af at mange danskere drager sydpå under vinterferien, for eksempel til skiområderne i Alperne.
Scandlines’ kommunikationschef, Anette Ustrup Svendsen, sagde fredag til STANDBY.DK: ”Denne weekend forventer vi 8-10.000 privatbiler på Rødby-Puttgarden og cirka 4.500 på Gedser-Rostock. Denne weekend er der mest pres på færgerne fra Danmark til Tyskland, det bliver så omvendt når danskerne vender hjem efter vinterferien.”
Kommunikationschefen tilføjer, at Scandlines, der ejes af en investeringsfond, ikke har hævet priser, selv om man vidste, at der ville blive øget efterspørgsel denne weekend.
Scandlines fik i øvrigt sidste år tidligere salgsdirektør i Københavns Lufthavn, Carsten Nørland, som ny administrerende direktør. Rederiet har en anden tidligere luftfartsmand som bestyrelsesformand, nemlig Vagn Sørensen, SAS’ tidligere koncerndirektør.
Har sejlet med nærmest normal kapacitet under coronakrisen
Scandlines har i alt syv færger til sine to færgeruter. To bruges på Gedser-Rostock, mens fire passager- og en fragtfærge, betjener hovedruten mellem Rødby og Puttgarden.
Der har som følge af rejserestriktioner været færre personbiler under coronakrisen, men rederiet har opretholdt trafikken, også af hensyn til den vigtige fragttrafik, der bruger færgeruterne. Lastbilchaufførerne kan få tiltrængte og krævede hvil – og et bad – når de sejler med Scandlines-ruterne.
Om forventningerne til dette år med igen færre rejserestriktioner for privatrejsende, siger Scandlines’ kommunikationschef, Anette Ustrup Svendsen: ”Vi forventer meget af den kommende sommertrafik. Der er et opsparet for igen at kunne rejse.”
I 2019, året før coronakrisen, havde ruten mellem Rødby og Puttgarden 1,4 millioner personbiler. Det tal blev mere end halveret i 2020 og var cirka på det halve sidste år.
Gedser-Rostock-ruten havde i 2019 samlet 345.000 personbiler i begge retninger, i 2020 faldt det til 182.000, mens det sidste år kom op på 236.000.
Med over 41.500 afgange fordelt på de syv færger transporterer Scandlines på normale rejseår over syv millioner passagerer, 1,7 millioner personbiler og cirka 700.000 fragtenheder på Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock. De rejsende kan blandt andet handle i Scandlines’ store BorderShops i såvel Puttgarden som Rostock.
Relaterede artikler:
Scandlines bestiller miljøvenlig reservefærge
Stor færgerute nærmer sig omsætningen før krisen
Her er Danmarks mest populære gratis færgeruter