AFLYSNINGER: 14.400 flyafgange aflyst siden 26. januar i østlige USA og Midtvesten – men passagerne får ikke erstatning i form af hotel og måltider.
Vintervejret har i store områder lammet flytrafikken på nær nogle internationale ruter i noget af det hårdeste vintervejr, USA har oplevet.
Det værste i 40 år meddeles fra Detroit, og Bostons meteorologer siger, at byen aldrig har oplevet noget lignende. Også i Chicago og New York er det slemt i disse dage, men det lykkes at gennemføre de fleste udenrigsflyvninger. Således skulle SAS fra Newark ankomme planmæssigt til København onsdag morgen.
I alt er der aflyst 14.400 fly siden 26. januar, og især i lufthavne som Orlando og Miami står de og venter på fly, som aldrig kommer. Mange amerikanere søger fra sneen mod syd til varmen, men deres fly afgår ikke.
Samlet regner man med, at der er tabt ca. 180 mio. dollars på aflysninger, men det er ikke passagerer, der får glæde af de beløb. De får nemlig ikke – som i Danmark – nogen form for erstatning i form af hotel og forplejning betalt. Her gælder reglen om, at vejr-aflysninger altid er force majeure.