CRUISE: Sir Richard Branson sejler nu ind på krydstogtmarkedet. Virgin Voyages’ første skib er klar i 2020 – passagererne skal være mindst 18 år.
Der bliver ingen adgang for børn – de rejsende på Virgin Voyages første skib skal være fyldt 18. I første omgang har Virgin Voyages sammen med sin joint venture-partner, Bain Capital, bestilt tre skibe, der skal have base i Miami, skriver avisen USA Today.
Ved igangsætningen af byggeriet af det første skib på det italienske værft sagde grundlæggeren af Virgin Group, Sir Richard Branson, at skibet får plads til 2.860 passagerer og at beslutningen om at minimumsalderen på de 18 år skyldes tilbagemeldinger fra potentielle passagerer samt rejsebureauer.
86% af kahytterne og suiterne på skibet har balkon – som hos Virgin Voyages kaldes ‘hav-terrasser’. Det første Virgin-krydstogtskib leveres i 2020 – fulgt af to søsterskibe i henholdsvis 2021 og 2022.
”Dette er en stor dag for Virgin Voyages og starten på et spændende nyt koncept for vores kommende passagerer. Skibet vil blive et af de mest genkendelige på de syv verdenshave,” sagde Richard Branson og tilføjede, at skibene hos Virgin Voyages kaldes ‘Lady Ships’.
Virgin Voyages er begyndt at modtage forhåndsreservationer til sit første skib, selv om der endnu ikke er nogen melding om datoen for første sejlads eller dens rute.
Virgin-skibene, som der endnu ikke er sat navne på, bygges på det italienske værft Fincantieri i Genova.
24 millioner krydstogtpassagerer
Ifølge Cruise Lines International Association, CLIA, var der sidste år over 24 millioner krydstogtpassagerer – de fleste nogensinde; flodkrydstogter er ikke medregnet.
Alene sælges på det danske krydstogtmarked årligt omkring 36.000 krydstogter.
På verdensplan, oplyser CLIA, er der i øjeblikket bestillinger på over 60 nye krydstogtskibe med kapacitet til 185.000 passagerer.
Relaterede artikler
Krydstogtselskaber tjener lidt mere pr. passager