Med kampagnen ”Når et møde ikke bare er et møde” sætter VisitDenmarks fokus på igen at få erhvervslivet til at mødes fysisk. Arkivpressefoto fra VisitDenmark: Niclas Jessen.

VisitDenmark klar med kampagne for mødebranchen

”Når et møde ikke bare er et møde,” hedder ny kampagne fra VisitDenmark for igen at sætte gang i milliardomsætningen i mødebranchen. ”Vi opfordrer til at booke konferencer i Danmark,” lyder det.

Danske gæster står for 62 procent af omsætningen på det danske mødemarked. Det svarer til omkring 16 milliarder kroner, viser VisitDenmarks seneste analyse af mødemarkedets økonomiske betydning fra 2017.

Også den danske mødebranche er meget påvirket af coronakrisen. Derfor igangsætter VisitDenmark nu en kampagne for at opfordre danske virksomheder til at gøre brug af danske, professionelle mødefaciliteter – og at fortsætte med at holde møder og konferencer i Danmark, når det igen bliver muligt at rejse til udlandet i større grupper.

Erik Mortensen, chef for Global Brand Activation i VisitDenmark, siger i en pressemeddelelse fra VisitDenmark:

”Rejserestriktioner har i høj grad haft betydning for erhvervsturismen, som normalt står for en stor del af turismeomsætningen i Danmark. I mangel på internationale mødegæster må vi derfor sætte ind, hvor vi kan skabe forretning i den nærmeste fremtid, nemlig de danske mødegæster. Derfor opfordrer vi nu virksomhederne til at booke møder og konferencer i Danmark.”

Bookinger tikker ind
Siden den nye genåbningsplan blev lanceret, har blandt andet DGI Byen haft travlt med at tage imod bookinger, også fra nye typer kunder.

”Vi mærker en kæmpe interesse fra vores kunder, og vores mødebookere ligger fladt i disse dage. Der er helt sikkert et ophobet behov for at mødes fysisk, som nu skal dækkes. Vi har dog også en del hybridmøder, hvor nogle mødes fysisk, mens andre deltager digitalt, typisk fordi de sidder længere væk. Det har selvfølgelig en økonomisk værdi for kunden ikke at samle alle deltagere fysisk,” siger Hancy Anna Djurhuus, Head of Strategic Sales and Customer Care i DGI Byen.

Hun mærker dog også en vis forsigtighed i markedet. Samtidig har leadtime ændret sig markant, og i dag bookes og aflyses med få dages varsel.

”Der er stadig usikkerhed blandt kunderne, om der igen kommer restriktioner, som kan betyde nye aflysninger. Samtidig oplever vi, at nogle af de store virksomheder er tilbageholdende med at booke møder og større arrangementer,” siger Hancy Anna Djurhuus.

Møder styrker netværk og kreativitet
Som på andre danske hoteller, møde- og konferencesteder har også DGI-Byen gjort en række tiltag for at sikre, at større møder kan afvikles inden for de gældende retningslinjer, og at kunderne føler sig trygge.

At det er trygt at mødes, bliver også fremhævet i den nye VisitDenmark-kampagne. Samtidig minder kampagnen om de mange fordele ved fysiske møder. Det gøres blandt andet ved at tale til både sanser og fornuft ved brug af for eksempel statistik fra en række internationale undersøgelser.

”Fysiske møder har en række fordele, som digitale møder ikke har. Det gælder blandt andet muligheden for at skabe netværk og innovation, som ikke fungerer lige så godt bag en skærm, og det skal kampagnen minde virksomhederne om,” siger Erik Mortensen fra VisitDenmark.

Kampagnen ”Når et møde ikke bare er et møde” tager afsæt i VisitDenmarks Danmarkskampagne over for de danske ferieturister, som kørte i 2020 og netop er lanceret igen i 2021.

VisitDenmark har i forbindelse med kampagnen en side, hvor der blandt andet henvises til mødesteder på danske destinationer.

Relaterede artikler:

Genåbning øger efterspørgsel på møder og events

”Vi har snart alle tilbage i arbejde”

MCH glad for grønt lys til messeaktivitet

“Derfor sagde jeg ja til FCK, Parken og Lalandia”

Millioner skal få danskerne til at holde ferie hjemme