VisitDenmark mister atter en pressechef

Pernille Hebsgaard Rohdemeier forlader VisitDenmark.

TURISME: Den 1. september fik VisitDenmark ny kommunikationschef – men hun stopper allerede med udgangen af denne måned.

VisitDenmark skal atter have ny kommunikationschef, den nuværende, Pernille Hebsgaard Rohdemeier, stopper med årets udgang, erfarer standby.dk

Pernille Rohdemeier besvarede i går ikke telefonbeskeder fra standby.dk, men sendte sidst på aftenen denne mail om årsagen til hendes hurtige stop hos VisitDenmark. ”VisitDenmark er af forskellige årsager ikke den rigtige hylde for mig arbejdsmæssigt. Da VisitDenmark står over for en proces med at implementere ny strategi i det nye år, har jeg forholdsvist hurtigt valgt at tage konsekvensen af den erkendelse og i stedet overlade roret til en anden, inden vi kommer for langt i processen.”

Pernille Rohdemeier blev 1. september ny kommunikationschef hos VisitDenmark – hentet fra en tilsvarende stilling i Carlsberg Byen i København.

”Med Pernille får vi kommunikationschef med stort drive og en solid erfaring med pressearbejde både nationalt og internationalt. Hun har erfaring med at arbejde med kommunikation, og hun vil sikre, at vi fortsat er på forkant med medieudviklingen og arbejder i det rette miks mellem traditionelle og nye medier,” sagde adm. direktør Jan Olsen i VisitDenmark i pressemeddelelsen i forbindelse med ansættelsen af Pernille Rohdemeier.

Selv sagde Pernille Rohdemeier i pressemeddelelsen fra VisitDenmark: ”Jeg glæder mig til at arbejde med VisitDenmarks mange samarbejdspartnere og være med til at skabe synlighed om turismen i Danmark, som har stor betydning for vores samfund.”

Det er fjerde gang på et år at en stor aktør i dansk turisme skifter pressechef. For nylig meddelte Wonderful Copenhagens kommunikationschef, Emil Spangenberg, der har været i WoCo i syv år og haft sit nuværende job siden 2013, at han stopper.

”Jeg har haft syv udfordrende og lærerige år i WoCo. Men det kilder efter en ny måde at arbejde på, og jeg har en notesbog med idéer, som jeg må prøve af,” sagde Emil Spangenberg. Wonderful Copenhagen håber at have ny kommunikationschef klar til årsskiftet.

I oktober sidste år fyrede Københavns Lufthavn sin pressechef, Søren Hedegaard Nielsen. Han blev 1. december erstattet af Kasper Hyllested, der siden 2013 havde været pressechef i Dansk Metal.

Også SAS i Danmark har i år fået ny pressechef. Mariam Skovfoged tiltrådte 1. juni. Hun har siden 2010 været i Miljøministeriet som pressemedarbejder og pressechef i Miljøstyrelsen. Mariam Skovfoged afløste Trine Kromann-Mikkelsen, der stoppede for at blive kommunikationschef hos høreapparatproducenten William Demant.

Pernille Hebsgaard Rohdemeier afløste Mikkel Thrane (tidligere pressechef for SAS i Danmark), der i sommer blev global pressechef hos Danfoss.