VisitDenmark skifter formand

Efter 10 år i bestyrelsen for VisitDenmark rykker Jens Wittrup Willumsen op som ny formand. Han afløser Brian Petersen, tidl. adm. direktør for Københavns Lufthavn.

Jens Wittrup Willumsen.

Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen har udpeget 52-årige Jens Wittrup Willumsen som ny formand for VisitDenmarks bestyrelse. Han afløste ved årsskiftet Brian Petersen, der havde haft posten siden august 2010. Brian Petersen var indtil sommeren 2010 adm. direktør i Københavns Lufthavn.

Adm. direktør i VisitDenmark, Jan Olsen: ”Jeg glæder mig til at forsætte det gode samarbejde med bestyrelsen og Jens som ny formand. Vi har en vigtig opgave foran os, så vi kan omsætte det store potentiale i dansk turisme til flere udenlandske overnatninger, der skaber arbejdspladser og eksportindtægter til gavn for hele det danske samfund.”

Om Jens Wittrup Willumsen som ny formand, siger Horestas formand, Jens Zimmer Christensen:

”Vi byder ham velkommen. Det er utrolig vigtigt, at der er kontinuitet i VisitDenmarks arbejde, og derfor er det klogt, at ministeren har udpeget den hidtidige næstformand. VisitDenmark spiller en central rolle for udviklingen af dansk turisme. Derfor er det vigtigt, at organisationen kan fortsætte ad de spor, bestyrelsen og direktionen har lagt de senere år.”

Jens Wittrup Willumsen kender rejsebranchen godt. Han forlod i 2006 direktørjob i SAS og er i dag medejer af ni selskaber og i bestyrelsen for i alt 15 – bl.a. er han bestyrelsesformand for Air Greenland.

I et stort interview i Stand By i 2011 efterlyste Jens Wittrup Willumsen bl.a. mere venlighed mod udlændinge.

”Vi tager ikke udlændingene til os. Vi er søde på jobbet, men efter arbejdstid går jerntæppet ned,” sagde han.

VisitDenmarks samlede bestyrelse ser nu sådan ud:

Formand: Jens Wittrup Willumsen, Henrik Lehmann Andersen (nyt medlem), direktør, Odense Zoo, Dorthe Weinkouff Barsøe, vicedirektør, Tivoli, Christina Egelund (nyt medlem), medejer, Jambo Feriepark, Jan Haapanen, direktør, Novasol-gruppen, Kjeld Zacho Jørgensen, adm. direktør, Billund Lufthavn, og Ole Sorang, nordisk marketingsdirektør, Rezidor Hotel Group.