Det netop åbnede Zleep-hotel i Lausanne-Chavannes er det første af fire planlagte Zleep-hoteller i Schweiz. PR-foto fra et af hotellets 120 værelser.

Zleep åbner første af fire hoteller i Schweiz

Delvist danskejede Zleep Hotels har åbnet sit første af fire planlagte hoteller i alpelandet. Zleep Hotel Lausanne-Chavannes blev startskuddet – senere i år kommer hotel ved Zürichs lufthavn.

”Åbningen af vores første hotel i Schweiz er et spændende skridt. Zleep Hotels’ mission er at levere kvalitetsovernatninger til overkommelige priser, og vi er begejstrede for at tilbyde dette hotel i Lausanne-Chavannes,” siger Peter Haaber, Zleep Hotels koncernchef, i en pressemeddelelse.

Lausanne ligger sådan cirka midtvejs mellem Zürich og franske Geneve. Zleep Hotel Lausanne-Chavannes er en del af et større byggeprojekt, der udover hotellet består af studielejligheder, detailforretninger og kontorer. Det nye Zleep Hotel er beliggende ved Genevesøen, kun få kilometer fra Lausanne centrum i et område, hvor universiteter, forskningscentre og startup-inkubatorer ligeledes har hjemme, oplyses det.

Foruden åbningen af hotellet med 120 værelser i Lausanne-Chavannes, åbner Zleep senere i år også et hotel i Kloten, området ved Schweiz’ største lufthavn, Zürich.

Næste år kommer et tredje Zleep Hotel i Schweiz, denne gang i Bern-West, altså ved den schweiziske forbundshovedstad, Bern. Der er et fjerde Zleep-hotel i Schweiz på vej. Det forventes at åbne i slutningen af 2027 i Luzern, der ligger cirka 50 kilometer syd for Zürich.

Foreløbig også Zleep-hoteller i Danmark, Spanien og Tjekkiet
Zleep Hotels er en del af kinesisk-ejede H World International (det tidligere Deutsche Hospitality) med brands som CitiGO Hotel, Steigenberger Hotels & Resorts, Maxx, Jaz in the City, IntercityHotel, Zleep Hotels, Steigenberger Icon og Song Hotels.

Der er kun et enkelt af Deutsche Hospitality’s øvrige varemærker i Danmark, nemlig firestjernede Steigenberger Alsik Hotel & Spa i Sønderborg.

I dag består Zleep-kæden af foreløbig 14 hoteller i Danmark, et i Spanien, et i Tjekkiet – og 10 nye hotelprojekter er offentliggjort. Målet er 40 hoteller i 2027 i samarbejde med H World International.

Zleep Hotels var indtil starten af 2019 ejet af sin danske opfinder, Peter Haaber. Han solgte det år 51 procent af Zleep til Deutsche Hospitality (nu H World International), der samme år blev overtaget af kinesiske Huazhu Group. Peter Haaber ejer stadig de resterende 49 procent af Zleep Hotels og er fortsat hotelkædens administrerende direktør.

I øvrigt lukkede Zleep Hotels ved årsskiftet sit hotel i Upplands Väsby mellem Stockholm og den svenske hovedlufthavn, Arlanda. Det åbnede i 2019 som hotelkædens første hotel uden for Danmark.

 

Relaterede artikler:

Delvis dansk hotelkæde får fjerde hotel i Schweiz

Kendt feriecenter forlader HORESTA til fordel for Dansk Industri

Dansk hotelkæde lukker sit første hotel i udlandet