Oversøiske passagerer tilbage til DFDS

”Vi kan ikke indhente det tabte i juli og august på ruten mellem København og Oslo, men vi kan glæde os over bookingtallene for september. Mens vi i fjor havde 5.000 oversøiske passager fra typisk USA, Japan og andre dele af Asien, siger tallet for september i år 6.500, altså en fremgang på 30% for denne gruppe passagerer.”



Det konstaterer DFDS Seaways’ passagerdirektør i Danmark, Jes Svare. De udeblevne oversøiske kunder i juli og august blev formentlig væk pga. SARS, der fik færre til at rejse på verdensplan. Mens der i juli og august i fjor var 15.000 oversøiske passagerer med DFDS til Oslo, var der i de to højsæsonmåneder i år blot 10.500. Til gengæld var der flere danske og navnlig norske passagerer.



”Flere af vore samarbejdspartnere i incomingbureauer melder om udsigt til stigende besøg fra Asien i efteråret – og vi kan samtidig glæde os over, at incomingbureauer alle synes at være kommet gennem nedgangen fra navnlig Asien pga. SARS og fra USA som følge af krigen i Irak,” siger Jes Svare til Take Off.

Skrevet af