Stigende oliepriser betyder ikke dyrere charterejser

“Selv om olieprisen stiger, vil der ikke ske prisforhøjelser på charterrejser i sommer. Olien er allerede købt, så den pris ligger fast. Prisen på rejser næste vinter er allerede steget på grund af de højere oliepriser. I gennemsnit er det 200 kr. til De Canariske øer og 400 kr. på oversøiske rejser. Om der kommer endnu højere prisstigninger afhænger af olieprisens udvikling.” Sådan siger Stig Elling, salgsdirektør, Star Tour i en kommentar til fredagens rekordpris på olie, hvor prisen steg til 78 dollar for en tønde.

“Hvis prisen på olie bliver ved med at stige, og vi kommer ind i en mindre oliekrise, kan vi blive nødt til at opkræve et olietillæg til vinter. Ingenting er sikkert i denne verden. Men jeg vil mene, at dem som allerede har bestilt en charterrejse er nogenlunde sikre på ikke at få prisstigninger, mens dem, som ikke har bestilt, endnu kan blive ramt. Hvis alle skal rammes af nye olietillæg, skal vi være i en situation som under de store oliekriser i 70’erne,” fortsætter Stig Elling.

Salgsdirektøren i Star Tour kan endnu ikke sige noget om hverken deadline eller hvor højt prisen på olie skal op for at udløse et olietillæg. “Det kan jeg ikke vurdere i øjeblikket. Men vi følger situationen nøje,” siger han.

Skrevet af