TUI Danmark har fået nyt stort salgskontor i Codanhus tæt på det centrale København, hvor sælgerne blandt andet har telefonkontakten til charterrejsebureauets kunder. Foto: Henrik Baumgarten.

TUI havde dansk flyttedag

For at kunne tilbyde en arbejdsplads tæt på centrum i København er Danmarks tredjestørste charterrejsebureau nu flyttet fra Valby.

TUI’s danske salgskontor med 60 medarbejdere er flyttet fire kilometer tættere på centrum af København. Der er sagt farvel til adressen på Kirsten Walthers Vej i Valby og charterrejsebureauet har nu domicil på sjette etage af det 18 etager høje Codanhus på Gl. Kongevej.

TUI’s forgænger, Star Tour, rykkede i 2016 fra Rådhuspladsen til Valby.

”Butikken på Rådhuspladsen havde vi fordi det dengang var godt for kunderne at kunne komme ind og tale med en sælger. Sådan er det ikke i dag, hvor 85-90 procent af vores salg sker online – resten klarer vores sælgere på telefonen, men skulle der dukke en kunde op, er vedkommende selvfølgelig velkommen.”

Det sagde TUI’s administrerende direktør i Norden, svenske Alexander Huber, til STANDBY.dk, da TUI i dag, tirsdag, havde housewarming i sine nye lokaler i Codanhus ved søerne i København og tæt på Hovedbanegården.

”Vi er blandt andet flyttet fra Valby fordi vores medarbejdere gerne vil have en arbejdsplads tæt på centrum; arbejdspladsens beliggenhed tæller bestemt med når man skal finde sin nye arbejdsplads. Nu sidder vi i store og åbne lokaler. Vi har gjort eller vil gøre det samme med TUI-kontorerne i Helsinki, Oslo og Stockholm,” siger Alexander Huber.

Og TUI’s nordiske personaledirektør, Charlotte Wiebe, tilføjer:

”Vi har nok kigget på 10-12 steder i det centrale København, før vi besluttede os for Codanhus. I vores kontorer sidder blandt andet sælgere, medarbejdere der tager sig af det digitale, af markedsføring, destinationer og koncepter hos TUI.”

”En attraktiv beliggenhed er også vigtig når medarbejdere kigger på en ny arbejdsplads. Vi har sådan en talemåde, at vores arbejdsplads hos TUI skal være ”a home away from home,” siger svenske Charlotte Wiebe.

”Vi har heller ingen store krav til, hvor vores medarbejdere skal være. Hvis de vil arbejde hjemmefra, kan de gøre det, de kan sidde på en cafe, hvis de foretrækker det – bare de får løst deres arbejdsopgaver,” tilføjer Alexander Huber.

Faldende omsætning i Danmark
Forleden offentliggjorde TUI sit regnskab for Danmark i regnskabsåret 2017-18. Her solgte den store koncern for tæt på 1,2 milliarder kroner. For blot fem år siden, da det store charterrejsebureau hed Star Tour, havde det en omsætning i Danmark på 1,5 milliarder kroner.

Mens omsætningen i seneste regnskabsår for TUI i Danmark atter faldt, gik det bedre for indtjeningsevnen. Der var overskud i 2017/18-regnskabsåret på 17 millioner kroner.

I en kommentar til det danske regnskab sagde Alexander Huber, direktør for TUI i Norden, til STANDBY.dk:

“Vi har gennemgået en signifikant ændring i vores setup på det danske marked for at styrke vores brand-profilering og profitabilitet. Vi vil fortsætte med at investere kraftigt på områder som kundetilfredshed og digitale oplevelser.”

Målt i solgte rejser i Danmark sidste år var Spies atter størst blandt charterrejsebureauerne med 275.359, plus 3,8 procent i forhold til 2017.

Apollo Rejser havde på andenpladsen 173.699, plus 4,3 procent, mens TUI i Danmark solgte 170.346, minus 5,3 procent, viser de officielle tal.

Relaterede artikler:

Dansk TUI-regnskab “bedre end frygtet”

Spies forudser nulvækst for dansk charter

Spies klimakompenserer alle flyrejser