På dette tidspunkt fulgte over 50.000 med på flightradar24. Senere voksede antallet til 119.000.

119.000 fulgte fly til Paris

Ved hjælp af Flightradar24 fulgte tusinder af fodboldfans et fly med en meget berømt fodboldspiller ombord på hans rejse fra Barcelona til Paris.

Tirsdag kl. 14.07 lettede et fly fra Barcelona Airport-El Prat. Flyet var en Bombardier Global 7500 med plads til 14 passagerer fra det maltesiske selskab VistaJet. Men det er egentlig ikke så interessant. Fly af denne type letter døgnet rundt fra alverdens lufthavne,

Det der gjorde flyvningen med VistaJet interessant, var en af passagererne ombord. Han hedder Lionel Messi, og skulle det være gået nogens næse forbi, fløj han tirsdag fra hjembyen Barcelona til byernes by Paris.

Her skulle han gennemgå et lægetjek og skrive under på en kontrakt med den lokale fodboldklub, Paris Saint-Germain F.C. – hvis man da ellers kan kalde en fodboldklub lokal, når den er ejet af et andet land, Qatar.

Tusinder med på sidelinjen
Og besætningen, Messi og de andre passagerer var bestemt ikke alene på flyrejsen fra Barcelona til Paris. Via hjemmesiden Flightradar24.com fulgte tusinder af fans med i, hvor langt flyet var nået. En flyvetur på en time og 27 minutter, som kan vise sig at få stor betydning for den ambitiøse franske fodboldklub.

Flightradar24.com er en hjemmeside, som på et kort viser flyinformationer i realtid. Det er oplysninger som flyruter, oprindelser og destinationer, flight-numre, flytyper, positioner, flyvehøjder, retninger og hastigheder. Her kunne man blandt andet se, at turen gik via Andorra, Toulouse og Poitiers op til Paris.

Kl. 14.59 tirsdag fortalte selskabet bag Flightradar24 via Twitter, at nu fulgte over 50.000 med i, hvor langt flyet var nået. På det tidspunkt var flyet i nærheden af Nantes. Umiddelbart før landingen i Paris kl. 15.34 var der i alt 119.000 brugere, der fulgte det lille jetfly.

Her landede Charles Lindbergh
Flyet landede i lufthavnen Paris-Le Bourget, som ligger lidt nord for Paris. Lufthavnen bliver i dag stort set kun brugt af private og til forretningsflyvninger. Men frem til bygningen af Orly i 1932 var det den eneste lufthavn i Paris.

Den er nok bedst kendt for, at det var her amerikaneren Charles Lindbergh landede efter sin soloflyvning over Atlanten i 1927 med Spirit of St. Louis. Eller måske for at det var her Hitler landede i selskab med Albert Speer under sit besøg i Paris den 25. juni 1940.

Men for franske fodboldelskere vil Paris-Le Bourget fremover nok være kendt for, at det var her Lionel Messi landede, inden han 10. august 2021 skrev under på en kontrakt med Paris Saint-Germain F.C. En underskrift der sikrer han i omegnen af 260 millioner kroner om året de kommende to år.

 

Relaterede artikler:

Messi køber privatfly til 100 millioner kroner

Messi skal styrke ansvarlig turisme

Franske firmaer bekymret for sikkerhed i Paris