Lionel Messi med generalsekretæren for UNWTO, Zurab Pololikashvili. Foto: UNWTO.

Messi skal styrke ansvarlig turisme

Den verdensberømte F.C. Barcelona-spiller bliver nyeste goodwill-ambassadør for ansvarlig turisme, udpeget af FN’s World Tourism Organization, UNWTO.

Den argentinske fodboldspiller Lionel Messi er udnævnt til ny goodwill-ambassadør for World Tourism Organization, UNWTO, der hører under de Forenede Nationer. I sit nye virke skal F.C. Barcelona-stjernen sammen med organisationens øvrige goodwill-ambassadører være med til at sætte fokus på ansvarlig turisme verden over, oplyser UNWTO.

”På mine rejser verden over har jeg fået muligheden for at lære andre kulturer og samfund at kende, hvilket har været meget givende. Som et særligt agentur under FN arbejder World Tourism Organization blandt andet for at gøre turisme til en drivkraft indenfor udvikling og jobskabelse og jeg er glad for fremover at kunne give mit bidrag til at fremme ansvarlig turisme,” siger Lionel Messi i en udtalelse fra UNWTO.

I sine år hos F.C. Barcelona har Lionel Messi været med til at vinde otte spanske mesterskaber, fire Champion Leagues og fem spanske pokalturneringer.

”Lionel Messi er en enestående sportsmand og et eksempel på, hvordan viljestyrke og konstant hårdt arbejde kan give enestående resultater. Det er en stor ære, at Messi har sagt ja til at blive goodwill ambassadør for os,” siger UNWTO’s generalsekretær, Zurab Pololikashvili.

UNWTO øger samarbejde med EU
World Tourism Organization har netop indgået et forstærket samarbejde om øget fokus på ansvarlig turisme med EU. UNWTO vil med det nye partnerskab med EU søge at forstærke fokus på en række nøgleområder som FN-organisationen mener er vigtig, det er for eksempel øget fokus på integration og de teknologiske muligheder for at styrke turismens rolle som jobskaber og vækstlokomotiv indenfor EU.

UNWTO har længe ønsket et udvidet samarbejde med EU-landene eftersom Europa er den verdensdel, der tiltrækker flest internationale turister. Alene sidste år havde de europæiske lande 1,3 milliarder ankomster af rejsende fra andre lande og så en vækst på turismeområdet på otte procent, hvilket bragte antallet af egentlige turister op på 671 millioner. De resterende omfattede af de 1,3 milliarder ankomster tæller for eksempel forretningsrejsende.

UNWTO siger at beregninger viser, at over de kommende ti år skaber turismen på verdensplan over fem millioner nye arbejdspladser. Denne fremgang hænger også sammen med prognoser om, at antallet af turister på verdensplan forventes at komme op på to milliarder årlige ankomster til andre lande – en fordobling i forhold til i dag.

Relaterede artikler:

2017 var rekordår for international turisme

Millionprojekt skal finde turismens x factor

Kendt brancheprofil bag nyt rejsebureau