Highend-rederiet Silversea Cruises er begyndt at sælge et verdensomspændende krydstogt. Det begynder i 2025 og besøger i løbet af 136 dage 59 havne, blandt andet København, i 30 lande.
Luksuskrydstogtskibet Silver Dawn fra Silversea Cruises sejler fra starten af 2025 sine op til 596 passagerer nærmest jorden rundt.
Krydstogtet, Controtempo World Cruise, er netop sat til salg. I første omgang kan pladserne kun bookes af Silverseas bonuskunder i Venetian Society-kategorien samt passager, der har købt world cruises de kommende år med Silversea. Almindelig dødelige kan fra næste måned købe de resterende pladser på krydstogtet.
Krydstogtet er opdelt i ti etaper, men har man tid, lyst og pengene, så kan man sejle med hele vejen. Silver Dawn har ni suite-typer, den dyreste er Owner’s Suite på 90 kvadratmeter til 247.000 euro, cirka 1,8 millioner kroner. Den billigste indkvartering er, Vista Suite på 32 kvadratmeter til 72.000 euro, cirka 540.000 kroner.
Med i prisen er blandt andet flytransport til for eksempel krydstogtets starthavn, Tokyo, og retur fra slutdestinationen, New York. Ombord kan passagerne vælge mellem otte restauranter ligesom der er udflugter i anløbshavnene.
Silversea Cruises er highend-rederiet i Royal Caribbean Group, der også tæller mainstream-produktet Royal Caribbean International og det lidt finere Celebrity Cruises. RCG ejer også 50 procent af TUI Cruises og Hapag-Lloyd Cruises.
Silversea regnes sammen med rederierne Seabourn Cruise Line (ejet af verdens største krydstogtkoncern, Carnival Corporation) og Regent Seven Seas Cruises (ejet af Norwegian Cruise Line Holding) for verdens tre førende indenfor ultra deluxe-krydstogter.
Stor efterspørgsel på world cruises
”Der er meget stor efterspørgsel på lange globale krydstogter,” siger Roberto Martinoli, koncernchef for Silversea Cruises, i en pressemeddelelse.
Controtempo World Cruise er opdelt i ti strækninger:
Starten er fra Tokyo til Hong Kong mellem den 13. og 27. januar 2025. Næste etape er Hong Kong til Singapore, fulgt af Singapore til indiske Mumbai, derfra til Istanbul, Napoli, Lissabon og videre til Southampton.
Fra 12. til 30. april 2025 sejler krydstogtet fra Southampton til Stockholm med stop i blandt andet franske Rouen, København, Tallinn og Helsinki. Russiske Skt. Petersborg, der normalt er største attraktion for krydstogtskibe i Østersøen, er ikke på programmet. Det kan sikkert ændre sig, hvis Rusland til den tid igen er accepteret i det bedre selskab i den civiliserede verden efter invasionen af Ukraine.
Fra Stockholm sejles der til Reykjavik med stop i blandt andet Torshavn på Færøerne. Og fra den islandske hovedstad er sidste etape fra Reykjavik til New York, hvor krydstogtet slutter den 29. maj 2025.
Relaterede artikler:
Rejsebureau måtte leje fly efter aflyste SAS-afgange
Vil være blandt største danske krydstogt-sælgere
Færre krydstogter i Østersøen øger anløb i Danmark
Saudiarabisk fond vil købe fornemt krydstogtrederi
Krydstogtselskab vil tiltrække næste generation