221 nye flyruter i USA

2019/08/defaultmain.jpgFLYSELSKABER: 19 amerikanske flyselskaber har i årets første halvår åbnet 221 nye indenrigsruter i USA, og der er flere på vej.

Med 44 nyåbnede ruter indenfor USA i år fører Southwest Airlines, herefter kommer Delta Air Lines med 30, United Airlines med 25 og Spirit Airlines, der har startet 22 af 221 nye ruter i årets første halvår.

Opgørelsen kommer fra hjemmesiden Anna.aero som har noteret, at amerikanske flyselskaber foreløbig har bebudet endnu 121 nye ruteåbninger fra denne måned og frem til juni næste år.

Ifølge magasinet Airline Weekly, har de amerikanske flyselskaber i år haft deres bedste finansielle andet kvartal i mere end ti år.

I årets fire første måneder var der 203 mio. passagerer på de amerikanske indenrigsruter, viser tal fra USA’s transportministerium.

I sit hidtil bedste år, 2007, var der 679 mio. indenrigspassagerer i USA. Herefter faldt tallet i 2008 og 2009, men har siden vist vækst år efter år – sidste år var stigningen 0,6 pct.