Stig Elling bytter badminton ud med politik

”Det præcise antal personlige stemmer får jeg først torsdag. Men, ja, jeg er valgt ind i kommunalbestyrelsen.”



Det sagde en glad Stig Elling onsdag aften til Take Off. Han tilskriver sit valg ”mine gode gammeldags valgmetoder med at banke på døre og være synlig, den generelle mediebevågenhed om min person samt at jeg tror jeg opfattes som troværdig.”



Stig Elling forventer nogle udvalgsposter i den nye kommunalbestyrelse – Frederiksberg kan om fire år fejre 100 år med konservativt styre.



58-årige Stig Elling forlader ikke Star Tour pga. politik. ”Men politik bliver min nye fritidsbeskæftigelse i stedet for badminton,” siger Stig Elling, som har boet et kvart århundrede på Frederiksberg.

”Jeg ved ikke meget om lokalpolitik, men jeg ved, hvordan man driver en virksomhed – og en kommune er vel også en virksomhed og jeg skal nok lære de politiske kneb,” siger Stig Elling og tilføjer, at han er ”meget forundret og forbløffet” over sit flotte valg.



Stig Elling har været medlem af de Konservative i et år. Han har tidligere til Take Off sagt, at ”bliver jeg valgt, vil jeg arbejde for forbedringer indenfor sundhed, erhverv og kultur – områder, jeg virkelig brænder for. De konservative er et godt og sympatisk midterparti.”



HB

Skrevet af