Fredagsklummen – Den flyvende fæstning

Af Ejvind Olesen



Vi vandrer gennem sikkerhedskøer i alverdens lufthavne og ser ud som om vi tror det betyder noget som helst at have en læbestift og en sjat ansigtscreme i en lille plastpose, som vi stolte viser frem, mens den strenge sikkerhedsvagt nikker anerkendende.



Netop hjemkommet fra Oslo måtte jeg i Gardermoen af med overtøj, jakke, sko og alligevel undersøges med håndsøger, også under fødderne. Det kunne jo være noget farligt inde bag mine fodrodsben. Som om det ikke var nok, bad den kvindelige sikkerhedsperson mig om endnu engang at sende mine helt almindelige sko igennem søgeren.



Andre steder i både danske og norske lufthavne gennemgår lufthavnspersonalet samme kur. Også piloterne. Til trods for, at der hænger en brandøkse i cockpittet får de frataget en neglefil.



I amerikanske fly sidder civilklædte sikkerhedsvagter, såkaldte Marshalls og stirrer ind mod den ekstra sikrede låsede dør til cockpittet. Hvis man kommer med en flaske vand med flyet fra København og skal videre i USA (og såmænd også i Europa) bliver vandet inddraget. Det kunne jo være farligt.



Går man en sommerdag en tur på Langelinie og ser på de smukke krydstogtskibe skæmmes udsigten af en forstærket hønsetrådshegn – af sikkerhedshensyn med krav fra USA.





ADRESSEN FOR ALT DET kan sendes til den amerikanske præsident, George W. Bush, og hans Home Security Komite. De producerer frygt på samledebånd under overskriften: “Husker du ikke 1l. september?”



Seneste udspil, som de har forberedt længe, er en række prøveflyvninger med American Airliners mellem New York og Los Angeles påmonteret antimissil systemer, som kendes fra flyvevåbenet. Pris fem mio. kr. pr. fly, tungere fly og øgede brændstofudgifter. Og farligere fly naturligvis, fordi det efterhånden er en flyvende fæstning.



HELDIGVIS HAR de store internationale flyselskaber sagt nej. Både til væbnede vagter og antimissil systemer. Men hvor længe? EU har generelt, stærkt bakket op af englændere, nikket bekræftende til det ene mere tåbelige forslag end det andet.



Så skræmte kan vi simpelthen ikke gå rundt at være. Vi skulle vel nok være lige så dygtige til at forsvare os på alle fronter i et oplyst samfund som andre er til at angribe, i reglen fra mindre oplyste samfund. Uden en række paradeforbud.



Hvad mener du. Er det i orden, at USA nu vil påmontere antimissiler på civile fly?


Skrevet af