Som formentlig det første krydstogtselskab åbner italienske Costa nu sin egen lufthavnslounge. ”Flere rederier undersøger mulighederne for egne lounges i de store krydstogts-lufthavne,” siger Harald Rytz, direktør i Danmarks største udbyder af krydstogter, Scandinavian Cruise Center, og generalagent i Danmark for Costa. ”Og Costa har nu som – mig bekendt – det første krydstogtrederi i verden indviet en VIP-lounge i en lufthavn, nemlig ”Volaincrociera Club” i Milanos Malpensa-lufthavn.”
Milano er en central lufthavn for Costa-gæsterne. Mange ankommer via Milano for at stå til søs fra nærliggende Savona eller Genova.
”Kun VIP-gæster har adgang til de 80 kvadratmeter i Malpensa. Men man er selv herre over, om man ønsker at være VIP-gæst: det kræver blot at der bookes en suite på et Costa-skib,” siger Harald Rytz
I øvrigt øger Costa sit vinterprogram 25%. Der sejles bl.a. i Middelhavet og Caribien. Costa vil den kommende vinter sejle 165 krydstogter med sine ti store luksuslinere i Middelhavet, Caribien og Sydamerika.
Fire skibe, bl.a. Costas to nyeste med en kapacitet på hver 3.470 passagerer er de største italienske krydstogtsskibe nogensinde, vil sejle 61 togter i Middelhavet. Det er 50% flere, end Costas Middelhavsflåde sejlede sidste vinterhalvår.
Fem af Costas skibe gennemfører 79 krydstogter gennem vinteren i Caribien, mens to skibe sejler sydamerika med Santos i Brasilien som udgangshavn.
”Costas voksende udbud er ikke noget italiensk fænomen. Praktisk taget alle de store krydstogtrederier i verden har øget tonnagen markant, og alle har nybygninger i gang. Det kommende ti-år vil vi se fortsat vækst i krydstogtferie, simpelthen fordi der vil være så mange skibe og så stort og varieret udbud af krydstogter, at krydstogtferie vil være konkurrencedygtig med andre former for ferie,” siger Harald Rytz.
Tagget med: Malpensa