Dida Marie Hartvig Jørgensen tiltræder næste uge som bæredygtighedsspecialist i Tivoli. Pressefoto for Tivoli: Christoffer Sandager.

28-årig i spidsen for Tivolis bæredygtighed

Tivoli har ansat Dida Marie Hartvig Jørgensen i nyoprettet stilling som bæredygtighedsspecialist. Sammen med andre skal hun stå for at udvikle og eksekvere Tivolis strategi for bæredygtighed.

Tivoli har i mange år haft fokus på miljøledelse – i 1996 udkom havens første grønne regnskab. Til at sætte endnu mere fokus på bæredygtighed, har Tivoli nu ansat 28-årige Dida Marie Hartvig Jørgensen som bæredygtighedsspecialist.

Klik for stort format. Dida Marie Hartvig Jørgensen holder gerne ferie steder, man ikke behøver flyve til – ligeledes lider hun af højdeskræk, hun forsøger at spise mindst mulig kød ligesom hun gerne laver gerne sit eget tøj. Pressefoto for Tivoli: Christoffer Sandager.

Hun er cand. merc. i strategic market creation fra Copenhagen Business School og kommer fra stilling som rådgiver hos Sustainia , der hjælper virksomheder, byer og organisationer med at udvikle bæredygtige strategier og styrke deres bæredygtige brands, oplyser Tivoli.

Tivolis miljøledelse tager blandt andet afsæt i genbrugsbægre (Tivolis hjemmeudviklede system sparer omkring 1,4 millioner engangsbægre årligt), at benytte grøn strøm og udskiftning af glødepærer til LED. Tivoli vil også bidrage til FN’s verdensmål på miljøområdet samt støtte Københavns planer om at blive verdens første CO2-neutrale by allerede i 2025.

Om sit nye job siger Dida Marie Hartvig Jørgensen: ”Jeg glæder mig meget til at udvikle videre på de mange bæredygtige initiativer, Tivoli allerede har og til at søsætte nye bæredygtige projekter.

Jeg tager imod muligheden for at løfte arbejdet med bæredygtighed til næste niveau hos en organisation, som har så stor betydning for så mange. Tivoli tog tidligt fat på bæredygtighed med egen vindmølle, økologi og genbrugsbægre. Jeg ser frem til at skabe og drive en samlende strategi for bæredygtighed på tværs af Tivolis mange forretningsområder og til at bevise, hvordan bæredygtig turisme er en væsentlig del af Danmarks grønne omstilling,” siger Dida Marie Hartvig Jørgensen i pressemeddelelsen.

Flyver helst ikke – og lider af højdeskræk
Dida Marie Hartvig Jørgensen bor på Vesterbro. Hun er glad for naturen, holder gerne ferie steder, man ikke behøver flyve til – ligeledes lider hun af højdeskræk og har derfor aldrig prøvet Det Gyldne Tårn i Tivoli, oplyser Tivoli og tilføjer, at bæredygtighedsspecialisten forsøger at spise mindst mulig kød, uden at være frelst, ligesom hun er glad for at sy og laver gerne sit eget tøj.

Relaterede artikler:

Turismens CO2-udledning skaber størst værditilvækst

Lars Liebst stopper som Tivoli-direktør

København blandt FlixBus’ Top 20 destinationer