Kendt rejsebureau solgt til ekspanderende kæde



Rejsekoncernen DTF travel i Hjørring overtager fra i dag, mandag, århusianske Check Point Travel, som navnlig er kendt for sine oversøiske rejser. Ikke mindst til Caribien, Nordamerika og Asien. Dermed udvider DTF travel sit produktsortiment til også at omfatte rejser udenfor Europa.



”Vores kunder efterspørger i stigende grad individuelle rejser til fjerne himmelstrøg. Den efterspørgsel er vi rigtig glade for nu at kunne matche gennem Check Point Travels meget alsidige program,” siger Poul Sørensen, adm. dir. DTF travel.



For et år siden købte DTF koncernen sig også en stor julegave i form af Best Travel.



”Både DTF travel og Best Travel opererer i Europa. Det har derfor været et naturligt skridt for os denne gang at udvide med en oversøisk rejseaktør,” siger Poul Sørensen, som i år forventer en omsætning i koncernen på ca. en halv milliard kr.



Købet af det velrenommerede, 11 år gamle bureau Check Point Travel betyder også, at DTF travel erhverver CPT’s online rejsebureau NemRejse.dk.



Handlen inkluderer tillige Check Point Travels IATA certificering, der indebærer rettighederne til at sælge og udstede flybilletter direkte på vegne af de store flyselskaber i verden.



Check Point Travel og de 37 medarbejdere vil fortsat have til huse i henholdsvis Århus og Randers, hvor også Frank Jacobsen fortsætter som direktør. Overtagelsen sker med virkning fra 10. december 2007.

CPT købte for fire år siden Mastertravel i Randers.



Prisen for købet oplyses ikke i pressemeddelelsen, men Ole Egholm, der laver de årlige analyser af økonomien i den danske rejsebranche, anslår overfor Take Off, at salgsprisen formentlig er mellem 10 og 20 mio. kr.

Skrevet af