Malaysia Airlines hæver fra 1. maj brændstofafgiften på internationale flyvninger og lægger en afgift på indenrigsflyvninger som følge af de højere brændstofpriser, oplyste en minister onsdag.
Tillægget for langdistanceruter stiger fra 50 ringgit (75 DKK) til 76 ringgit (114 DKK), mens stigningen på de regionale ruter bliver fra 15 ringgit (22,50 DKK) til 38 ringgit (57 DKK), oplyste Malaysias transportminister, Chan Kong Choy, til det nationale nyhedsbureau Bernama.
Passagerer skal også punge ud med ekstra 15 ringgit for flyvninger mellem halvøen Malaysia og de østlige delstater Sabah og Sarawak på Borneo, og 7,50 ringgit på ruter inden for halvøen, sagde han.
Malaysia Airlines begyndte på at lægge brændstofafgift oven i billetpriserne på internationale og regionale flyvninger 1. juni i fjor.