3 millioner danskere på forårsferie

57% af danskerne – svarende til mere end 3 millioner – har planer om at tage på en lille forårsferie i 2011. Det er næsten lige så populært som sommerrejserne, hvor 60% af danskerne overvejer at rejse af sted. Men hvor danskerne i gennemsnit rejser 10,4 dage om sommeren, nøjes vi med kortere turei foråret, idet vi i snit er bortrejst 4,7 dage.

 

Når forårsferien skal bookes, er danskerne opmærksomme på, at priserne stiger i de officielle ferier. Derfor vælger 62% at rejse uden for forårets helligdage, mens kun 38% vælger at lægge ferien til påske, Store Bededag, Kristi Himmelfart eller pinse.

 

Denne tendens oplever man også hos DFDS Seaways, siger Kim Heiberg, landechef for DFDS Seaways.

 

”Resultaterne af undersøgelsen ligger i tråd med den udvikling, vi oplever. Foråret er en af vores rigtigt travle sæsoner, og vi ser også en stigende interesse for at rejse på de mere utraditionelle tidspunkter, hvor priserne er lavere, og mange vælger at rejse på hverdage, frem for weekend- eller helligdage, så priserne bliver endnu lavere.”

Skrevet af Flemming Juul