Pardis Kaskin, 31 år og ny general manager for 5-stjernede Herman K. Foto: Brøchner Hotels.

31-årig ny i spidsen for 5-stjernet hotel

Københavns nyeste 5-stjernede hotel, Herman K under Brøchner Hotels, har fået ny general manager. Den hidtidige har opsagt sin stilling af ”personlige årsager.”

31-årige Pardis Kaskin er netop tiltrådt som ny general manager for 5-stjernede Herman K, der ligger ved Strøget tæt på Kongens Nytorv. Hun afløser Lise Egenius. Hotellet med 31 værelser og suiter åbnede i sommer.

”Lise Egenius valgte sidste måned af personlige årsager at opsige sin stilling som general manager for Herman K. Det er vi rigtig kede af, men vi har naturligvis fuld forståelse for Lises valg,” siger Chief Operating Officer hos Brøchner Hotels, Johan Åséll, til STANDBY.dk og tilføjer:

”Vi er glade for at Pardis Kaskin, der er et talent fra vores egne rækker, har sagt ja til at prøve kræfter med Herman K som hotellets nye general manager. Pardis, der begyndte som praktikant hos Brøchner Hotels, har det seneste årstid været general manager for et andet af vores københavnske boutique-hoteller, Avenue.”

Brøchner Hotels er nu i gang med at finde en ny general manager for Avenue Hotel.

I en pressemeddelelse fra Brøchner Hotels siger Johan Åséll blandt andet: ”Pardis har igennem sin karriere hos Brøchner Hotels været en del af virksomhedens talentprogram og udviklet sig samt opbygget den nødvendige erfaring det kræver, at være hotel manager.”

Fra praktikant til general manager
Pardis Kaskin, der er af iransk afstamning, har netop afsluttet Brøchner Hotels’ første talentprogram og har siden 2016 været igennem et internt uddannelsesforløb med undervisning i ledelse, budgetplanlægning og jura, samt haft en mentor tilknyttet fra koncernledelsen, der har været tilgængelig til sparring og coaching.

Ved siden af det nye job som General Manager på Hotel Herman K studerer Pardis Diplom i Ledelse med dimittering senere i år.

Pardis Kaskin begyndte hos Brøchner Hotels som praktikant 2011 og efter hendes praktikperiode blev hun værtinde på Hotel Danmark. Senere blev hun Service Manager og i 2014 blev Pardis Kaskin som 27-årig Hotel Manager på Hotel Astoria, der også hører under Brøchner Hotels. For et år siden blev Pardis Kaskin hotel manager på Avenue Hotel Copenhagen.

Brøchner Hotels har sammenlagt foreløbig 400 værelser på fem københavnske boutiquehoteller – Hotel SP34, Hotel Herman K, Hotel Danmark, Avenue Hotel Copenhagen og Hotel Astoria.

I januar 2019 åbner Hotel Ottilia i Carlsberg Byen som et 4+ stjernet boutique hotel med 155 værelser. Også næste år åbner Brøchner Hotels for første gang uden for København, det bliver med et boutique hostel i det gamle hovedbibliotek i Aarhus.

Relaterede artikler:

400 til grand opening for nyt 5-stjernet hotel

30-årig i spidsen for kæmpehotel

Luksushotel klar med ny direktør