Udvidelsen vil betyde større synlighed og flere fælles indsatser på det russiske marked, der i dag er verdens femte største, vurderer VisitDenmark.
Integrationsministeriet har indført udvidelsen af rejsebureauordningen, der i nogle år har været efterspurgt af russiske rejseagenter, som sælger rejser til Danmark eller overvejer at gøre det.
Med den udvidede akkrediteringsordning får op til 10 hotelkæder og fem feriehusudlejningskæder samt incomingbranchen mulighed for at handle direkte med de russiske rejseagenter.
VisitDenmark vurderer, at prøveordningen vil betyde øgede vækstmuligheder på det russiske marked, der med 31,5 mio. udrejsende turister hvert år er verdens femte største.
”Det er glædeligt, at flere danske aktører nu får mulighed for at indgå i et samarbejde med de russiske rejsebureauer,” siger Dorte Kiilerich, adm. direktør i VisitDenmark, og tilføjer:
”Den danske incomingbranche har gjort et fremragende arbejde med håndteringen af rejsebureauordningen og har etableret det fundament, som de sammen med et større antal danske turismeaktører nu skal bygge videre på. Sammen kan vi øge fokus på Danmark over for de udrejsende russiske turister, som forventes at stige med 22 procent frem til 2011.”
Rusland er verdens 5. største outgoing-rejsemarked (efter Tyskland, England, USA og Kina).
Det russiske marked forventes at stige 22 % på verdensplan i perioden 2007-2011.
Der var 51.000 russiske overnatninger i Danmark i 2007 en stigning på 21 % i forhold til 2005.
Tagget med: VisitDenmark

STANDBY.DK Nyt om rejser

