Frem til 2003 var Japan det største marked i Asien målt i antal udbudte flysæder. Men sidste år overhalede Kina efter en vækst på 22% japanerne ved at udbyde 180 millioner flysæder – og væksten fortsætter. Kinas 130 lufthavne har de sidste seks år i snit haft en årlig vækst på 13%, mens de 71 lufthavne i Japan blot voksede 1% i gennemsnit i samme periode.
Det fremgår af en ny rapport fra konsulentfirmaet Airclaims, ledet af Peter Morris, tidligere cheføkonom hos IATA.
Kinas flyvækst er koncentreret i tre befolkningstunge områder, Shanghai, Beijing og Guanzhou-provinsen – sammenlagt havde disse tre områder sidste år næsten halvdelen af samtlige udbudte flysæder i Kina.
De geografisk enorme vestlige områder, Xinjiang, Tibet, Indre Mongoliet, Gansu og Quinghai, som udgør halvdelen af Kinas landareal og som har 12% af befolkningen, havde blot 0,8% af samtlige udbudte flysæder i Kina sidste år.
Men ikke alt er godt i Riget i Midten. Rapporten viser at de kinesiske flyselskaber taber markedsandele på udenrigsflyvninger til udenlandske flyselskaber.
Mens de kinesiske flyselskaber i 1998 havde halvdelen af alle internationale flysæder ud af Kina, faldt dette tal sidste år til 46,5%.
Rapporten siger også, at den sydkoreanske hovedstad Seouls Incheon-lufthavn nu er den internationale lufthavn med flest forbindelser til Kinas regionale lufthavne – lufthavnene udover Beijing, Shanghai og Guangzhou.
Beijing holder førstepladsen som den lufthavn med flest forbindelser til landets regionale lufthavne og med Hong Kong på tredjepladsen efter Seoul.
Hong Kong har dog 39 ruter til områder i Kina mod Seouls 23, men samme effektive netværk som Seoul.
Rapporten kan læses på hjemmesiden: airclaims.com/Ittc/IttcHome.aspx
Tagget med: IATA