New Orleans mangler stadig flytrafik

I sidste måned var der ca. 3.700 ruteflyvninger fra New Orleans’ Louis Armstrong Airport – 24 % færre end i måneden før, Katrina ramte. Det viser opgørelse fra avisen USA Today. Lufthavnen håber med udgangen af næste år at have 90 % af antal flyvninger som før Katrina.



Ifølge sydstatsbyens Convention & Visitors Bureau er antallet af ferierejsende til New Orleans 40 % lavere end før Katrina. Katrina var ikke en Kategori 5-orkan, ”kun” en Kategori 3 – de enorme ødelæggelser skyldtes bl.a. byens dårlige forsvar mod en kraftig orkan.



Flyselskaberne har i dag 1/3 færre sæder til New Orleans – og til færre destinationer. I dag er der direkte ruter til 37 destinationer indenfor USA, før Katrina var der 43. Bl.a. er der ikke mere direkte fly til San Diego, San Francisco og canadiske Toronto.

Til gengæld er der siden kommet nye ruter til Texas hovedstad, Austin, samt San Antonio, også i Texas.



Ud af de ni ruteflyselskaber, som inden Katrina betjente New Orleans, har kun AirTran, American og Continental helt eller delvist samme betjening som før. Southwest er fortsat byens største flyselskab, men det har kun halvt så mange afgange som før Katrina.



Louis Armstrong-lufthavnen, opkaldt efter New Orleans’ berømte bysbarn, prøver at tiltrække flyselskaber ved det første år at tilbyde gratis landing og reducerede passagerafgifter for at åbne ruter til nye destinationer.



En grund til de færre flyvninger til New Orleans er, at flyselskaberne efter Katrina omrokerede fly, det er svært at finde ledige fly til at vende tilbage til New Orleans, skriver USA Today.

Skrevet af