Fredagsklummen – Alle bør se United 93

Af Ejvind Olesen



SNART ER DET 11. september. En dato med uhyggelige minder. I hvert fald for ansatte i rejsebranchen. Hvad der skete denne efterårsmorgen i godt vejr over amerikansk luftrum vil aldrig blive glemt.

Derfor er det rimeligt her at omtale filmen United 93, som netop nu kan ses rundt omkring i landet i biograferne. Jeg ved, at mange er skeptiske og siger, at den behøver de ikke at opleve på lærredet som spekulationsfilm i en dybt tragisk hændelse.

Det er bare ikke rigtigt. Forleden så jeg filmen med en vis forhåndsskepsis. Den er bygget op på overleveringer fra pårørende, som modtog sidste meddelelse fra deres kære fra mobiltelefoner om bord på det eneste fly, der ikke lykkedes at gennemføre sin mission denne morgen. Hvilket var heldigt for Det Hvide Hus i Washington.

Jeg kan kun anbefale alle med interesse i luftfart i at gå ind og se filmen. Den er glimrende lavet, uden spekulation og efter grundig researche. Ikke med de store stjerne, men med mange udmærkede skuespillere og amatører. De dramatiske scener før flyet styrter ned på en mark i Pensylvania er ikke tilnærmelsesvis så dramatiske, som i masser af andre fly-kaprings-film, vi hele tiden kan se på vore tv-kanaler



LANGT DET MESTE af de næsten to timer går imidlertid med optakten. Forvirringen rundt i kontroltårne i Boston, Chicago og New York. Hvad i alverden er det der sker ? Fire fly dropper ud af kontrol. Hvor er præsidenten ? Hvad skal flyvevåbenet gøre. Hvor er de henne ?. Kun præsidenten kan give ordre til at skyde et kapret fly ned, men han er på vej i Air Force One til Florida.

Vi genoplever fra flyverledertårnet de to fly, der rammer World Trade Center, og vi kommer ned over Washington og Pentagon – og så følger vi vores United 93, indtil kaprene bliver overmandet, men for sent.

De muslimske kaprere har forbavsende få våben med ,og en bombe, som i hvert fald i filmen er en attrap. Hvis det ikke var en attrap, var han så overhovedet interesseret i at udløse den, før de nåede målet i Washington? I givet fald var missionen jo mislykket. Og de vidste i alle tilfælde, at de skal dø. De er også nervøse og beder Allah om trøst.



SIKKERHEDSVAGTERNE i de tre lufthavne snorksov. I de to første fly var stribevis af muslimer, som talte sammen på arabisk, og havde masser af våben med om bord. Uden at blive opdaget ved scanningen. Det gjorde vores fire kaprere heller ikke til United 93. Og naturligvis havde de alle plads på business class forrest i flyet. Hvilket også blev deres skæbne, fordi passagererne bagerst i flyet på turistklasse kunne aftale et stormangreb frem i kabinen.

Se den mest af historiske grunde. Se hvordan en stor gruppe af dygtige flyveledere redder andre fly fra sammenstød denne morgen. Se hvor let det går gennem sikkerhedskontrollen. Se og lær, hvordan det er i et land, hvor kun præsidenten kan give den endelig ordre.

Se den og blive klogere på den verden vi lever i – og har levet i siden 11. september. Og lær, hvorfor amerikanerne er mere skræmte end nogen andre for hverdagens flytrafik – inklusive den seneste udvikling i London.

Skrevet af