50 år

Han er født og opvokset på Als og uddannet speditør hos T.K. Nord i Padborg. I to sæsoner var han som entusiastisk skiløber rejseleder på flere østrigske destinationer.

 

1989 blev han receptionist på Interscan Hotel i Sønderborg. Tre år senere stod der konferencechef på visitkortet, herefter fulgte job som hotelchef på Hotel Windsor i Odense. Fra oktober 1993 og ti år frem var han direktør for Interscan Hotel Sønderborg. Karrieren i hotelbranchen har også omfattet funktion som projektleder ved etableringen af Clarion Hotel i København samt direktør på Quality Hotel Brøndby Park.

 

Fra 2004 driver Henrik Laue Petersen egen konsulentvirksomhed, hvor han rådgiver hotel- og restaurationsvirksomheder, fitnesscentre og iværksættere.

 

I 2006 overtog han med en partner Hotel Nørherredhus i Nordborg. Hotellet blev renoveret, så det henvender sig til både forretningsmanden og de mange familier, der besøger oplevelsesparken Danfoss Universe. I dag er den daglige drift overladt til en bestyrer, mens ejerskabet er fordelt på Henrik og tre partnere.

 

Siden 2007 har Ferieregion Sønderborg nydt godt af hans indsigt i turisterhvervet. Han er projektleder på flere grænseoverskridende projekter langs Flensborg Fjord, implementering af erhvervsturismeløsninger og opstilling af knap 30 turistinformationsstandere i Sønderborg Kommune.

 

Skrevet af Flemming Juul