Medier undrer sig over flystyrt









”Et af de mest mystiske flystyrt i vort lands historie,” skriver den russiske avis, Kommersant, om omstændighederne omkring det Boeing-737 fly, der søndag styrtede ned ved den russiske by Perm i Ural-bjergene kort før planlagt landing.



Flyet tilhørte Aeroflot, og alle 82 passagerer og de seks besætningsmedlemmer omkom.



Ifølge flyvelederen i Perm-lufthavnen, opførte piloterne sig ”unormalt” og gjorde det modsatte af, kontroltårnet bad dem om. Piloterne steg, da de fik besked om at gå ned og drejede til venstre, da flyvelederen bad dem dreje til højre.



Piloterne lød som om, de var under stress, siger flyvelederen til den russiske tv-station Kanal 1.



De russiske myndigheder fastholder, at flystyrtet efter alt at dømme var forårsaget af en defekt motor, der brød i brand.

Trods den officielle forklaring er der stadig spekulationer om en terroraktion eller en flykapring i dele af den russiske presse.



Det er især piloternes opførsel, der nærer mistanken, men også oplysningen om, at den 61-årige general Gennadij Trosjev var blandt passagererne.



Trosjev var tidligere rådgiver for eks-præsident Vladimir Putin og var øverstkommanderende for de russiske tropper i Tjetjenien.



Putin fyrede dog Trosjev, efter han havde udtalt sig lidt for frit om situationen i Tjetjenien på tv i 2002.

Skrevet af