Fortsat ordkrig om lavpristerminal

Københavns Lufthavn giver i modsætning til mange af flyselskaberne milliardoverskud, men flyselskaberne er tvunget til at bruge lufthavnen, hvis de vil flyve til København.



Lufthavnen afviste i sidste uge, at udleje et areal i den sydøstlige område, hvor luftfragten i dag holder til, til den foreslåede lavpristerminal.



”Men Københavns Lufthavn har ingen ret til at nægte os at leje arealet. Københavns Lufthavn er et monopol, og staten er tidligere blevet tvunget til at leje arealer ud til konkurrenter på områder, hvor der ellers kun har været monopol,” sagde adm. direktør Mogens Kornbo fra Terminal A torsdag i radioprogrammet P1 Business.



Han henviste bl.a. til Helsingør, hvor Scandlines blev tvunget til at give plads til konkurrenten HH Ferries på færgeoverfarten mellem Helsingør og Helsingør.



Men adm. direktør i Københavns Lufthavn, Brian Petersen, afviser at leje arealet ud til Terminal A. Han henviser især til, at arealet ligger klods op af cargo-delen i lufthavnen, hvor fragtfly letter og lander.



”To millioner passagerer, der skal gennem security og med masser af øget biltrafik i det område vil genere cargo-trafikken helt urimeligt. Cargo-selskaberne vil flytte væk fra Københavns Lufthavn eller slet ikke slå sig ned her i fremtiden,” sagde han på P1 Business.



Easyjet og SAS kritiserede i programmet kraftigt lufthavnen for at udnytte sit monopol og kræve alt for høje priser for en dårlig service.



Det lovede Brian Petersen at rette op på:



”I løbet af en måned er vi klar med en plan for, hvordan vi kan servicere flyselskaberne bedre afhængig af deres krav og ønsker, og dermed er vi også klar med en ny prisstruktur,” sagde Brian Petersen. Han ville dog ikke på forhånd sige, hvor meget vil blive billigere at flyve på lufthavnen eller hvem der vil få mest gavn af det.



Radioprogrammet genudsendes i morgen lørdag kl. 12.15 – men kan også høres på hjemmesiden: dr.dk/P1/P1Business

Skrevet af