Europæiske Rejseforsikring afviser kritik

Beslutningen om kronisk og alvorligt syge danskere er for syge til at være dækket af en rejseforsikring, træffes ikke af læger ansat af den offentlige sygesikring, men i mange tilfælde af privatansatte uden lægeuddannelse, skrev Jyllands-Posten onsdag.



Både Forbrugerrådet, patientforeninger og Lægeforeningen finder det ifølge avisen kritisabelt, at Europæiske Rejseforsikring lader ikke-læger vurdere, hvorvidt patienter med hjerteproblemer, gigt, cancer, stofskiftesygdomme eller diabetes er så syge, at de må forventes at få brug for lægehjælp under ferien.



Underdirektør Jakob Bender fra Europæiske Rejseforsikring sagde til avisen, at han ikke er bekymret over kvaliteten i afgørelserne. Han påpegede, at de ikke-lægeuddannede ansatte har fået undervisning fra lægerne. ”Desuden kan de altid spørge vores lægekonsulenter, hvis de er i tvivl,” sagde han.



Efter Jyllands-Posten onsdag bragte historien på sin forside, skrev Jakob Bender i en pressemeddelelse bl.a.:



”I artiklen påstås det, at Europæiskes “kunderådgivere” (ikke-læger) afgør, hvorvidt danskere kan rejse eller ej. Hele historiens pointe bygger på en stor misforståelse, og er således stærkt misvisende.



Europæiskes uddannede “rådgivere” stopper ikke danskere fra at rejse på ferie. De træffer i simple sager beslutninger om forhåndstilsagn til danskere, som herefter er dækket af den offentlige rejsesygesikring på deres rejse. De afviser ikke sager, dette sker kun efter vurdering fra Europæiskes læger.



Man vil som kunde (borger) altså udelukkende kunne modtage det positive budskab om, at man er dækket på sin rejse fra Europæiskes rådgivere. Afvisninger står lægerne for, hermed falder hele grundlaget for artiklerne,” skrev Europæiske Rejseforsikrings underdirektør, Jakob Bender, i pressemeddelelsen

Skrevet af