83 årig steward sluttede sin karriere i United Airlines

Han startede med at flyve som steward i 1949, da han så en annonce i en avis på Hawaii. Hverken han eller kammeraterne vidste, hvad en steward egentlig var for en størrelse. Han blev den første mandlige ansatte i kabinen hos United, mest fordi han på den måde kunne komme videre til det amerikanske fastland.

 

Med undtagelse af to år, da han var i amerikansk militærtjeneste i Korea, har han fløjet som steward hos United lige siden. Han har oplevet alt fra glamour tiden med gastronomiske retter, store cigarer og frie drinks til alle, også på turistklasse. Til rygeforbud og skrabet servering.

 

I fremtiden gælder det fritid og rejser med hustruen. ”Jeg vil savne passagererne og mine kolleger, men alting skal jo have en ende,” sagde den 83-årige steward efter sin sidste flyvning fra Denver til Kauai.

Skrevet af Redaktionen