Sidste år mistede en hest livet, imens den var påspændt en vogn. Den tragiske hændelse har medvirket til, at man nu har forbudt hestetrukne vogne i Bruxelles. Der er dog fundet en løsning.
Der er noget romantisk ved lyden af hestehove mod brosten og en vogn, der knirker bag krikkerne. Det bringer mindelse om verden af i går og har derudover i årevis været en populær måde for turister at komme rundt og opleve diverse storbyer på.
Der har dog været stille i Bruxelles i år. Siden den 1. januar har det nemlig været forbudt at køre med hestevogne i den belgiske hovedstad, fordi politikerne har besluttet, at tiden er løbet fra denne transportform.
Der er flere årsager til, at man har truffet denne beslutning, men en af de tungtvejende er etikken. Dette område har nemlig tiltrukket sig fornyet opmærksomhed siden, at en hest døde i Sevilla sidste år, da den trak en vogn rundt midt under en hedebølge.
Det er desuden et udtryk for en bredere strømning i tiden, hvor blandt andet en del cirkusser også har skilt sig af med de elefanter og andre dyr, der tidligere har optrådt i manegen.
Skifter heste ud med el
Selvom det ikke længere er tilladt at lade hestene trække vognene i Bruxelles, er det dog ikke ensbetydende med, at det er helt slut. Thibault Danthine fra E-Carriage Tour Brussels, der i en årrække har arrangeret ture med hestevogne i storbyen, har nemlig fundet en løsning.
I de senere år har udfordringer med at skaffe personale gjort, at han flere gange har overvejet helt at lægge seletøjet på hylden, og forbuddet mod brug af heste kunne potentielt have gjort udslaget i den beslutning, men i stedet valgte han at følge med en anden af tidens tendenser. Han gik over til el.
Danthine solgte sine seks tilbageværende heste, og efter at have sikret sig medfinansiering fra bystyret i Bruxelles investerede han i tre nye elektriske vogne, som i fremtiden skal transportere tilrejsende turister og andre interesserede rundt i byen.
Var ikke i tvivl
De første to eldrevne vogne blev taget i brug i løbet af den snart forgangne sommer, mens den tredje følger trop i den kommende tid. De har en rækkevidde på 120 kilometer, når de er fuldt opladet, hvilket vognene vil blive omkring hver anden dag fremover.
”Etikken har ændret sig. Menneskers forhold til dyr er anderledes nu til dags, og det er mindre acceptabelt at benytte dyr til kommercielle formål,” siger Thibault Danthine til Euronews Travel.
”Jeg var dog aldrig det mindste i tvivl om, at de elektriske hestevogne også ville blive en succes. I dag er folk vilde med at opleve noget nyt og anderledes især, når de kan gøre det i selskab med venner og familie.”
Aktører fra flere andre byer har efter sigende allerede kontaktet Danthine for at få et indblik de erfaringer, som indtil videre er blevet gjort i Bruxelles, ligesom den store dyreværnsforening PETA har kippet med flaget over skiftet fra heste til elmotorer.
Relaterede artikler:
350.000 protester mod TUI-billetsalg til delfinshows

STANDBY.DK Nyt om rejser


