Der var en ”Oplevelsespris” og en ”mediepris” til rejsebureauer og journalister fra Danmark, Sverige, Norge og Finland, da Den Spanske Stats Turistbureau i Norden forleden holdt seminar.
Det danske rejsebureau Ruby Rejser – en del af Ruby Travel Group – blev forleden den danske modtager af en Experience Award fra Den Spanske Stats Turistbureau i Norden. Uddelingen skete i forbindelse seminaret ”Spain Talks,” hvor turistbureauet havde indbudt nordiske rejsebureauer til eventet ”Spain Talks,” der blev holdt i Stockholm.
Ruby Rejser havde ikke mulighed for at deltage i sammenkomsten i svenske hovedstad, så Henrik Specht, direktør for brancheforeningen RID, Rejsearrangører i Danmark, modtog prisen på vegne af det aarhusianske rejsebureau.
I begrundelsen for valget af Ruby Rejser som den danske modtager af den spanske oplevelsespris hed det blandt andet i juryens begrundelse:
”Juryen fremhæver Ruby Rejsers program (for den kanariske ø) La Palma for programmets engagement i miljøvenlig turisme og støtte til øens genopbygning efter det ødelæggende vulkanudbrud i 2021.”
Fremmer forståelse for øens biodiversitet
Der står videre i juryens begrundelse i forhold til det danske rejsebureau: ”Programmet fra Ruby Rejser tilbyder guidede vandreture, der opmuntrer besøgende til at fordybe sig i La Palmas lokale kultur, gastronomi og traditioner, alt imens den miljømæssige påvirkning holdes på et minimum.
Denne tilgang bidrager direkte til øens økonomi ved at skabe arbejdspladser inden for turismen og hjælpe lokalsamfundene med at komme sig efter katastrofen. Med sit fokus på naturen beskytter programmet La Palmas unikke landskaber og fremmer en dybere forståelse for øens rige biodiversitet,” lyder det fra Den Spanske Stats Turistbureaus nordiske kontor i København – der i øvrigt i år fejrer 60-års jubilæum.
Mediepris om cykelturisme i Aragonien
Medieprisen til en dansk journalist fra Den Spanske Stats Turistbureau i Norden gik til Karin Møller-Olsen. Juryen belønnede hendes artikel om cykelturisme i den nordspanske region Aragonien, der ligger sådan cirka mellem Bilbao og Barcelona og som blandt andet støder op til grænsen til Frankrig.
I begrundelsen fra juryen står der blandt andet: ”Juryen har valgt at præmiere denne artikel om Aragón for dens evne til at fremhæve en mindre kendt region i Spanien og samtidig tilpasse indholdet til den danske læsers interessefelt. Artiklen formår at præsentere destinationen på en både troværdig og fængende måde.
Juryen har desuden lagt vægt på valget af en autentisk, ikke-overfyldt destination, der fremhæver regionens rige kulturarv og imponerende natur. I et marked som det danske, der er præget af modenhed og engagement, rammer artiklen plet med sin fokus på nutidens principper for bæredygtig turisme, hvor turistoplevelser bliver forbundet med respekt for både miljøet og de lokale samfund,” stod der i begrundelse.
Relaterede artikler:
Spanien vil have danske rejsebureauer med til nyt seminar
60 år med Den Spanske Stats Turistbureau i Danmark
Spanien: Høj tilfredshed hos udenlandske turister

STANDBY.DK Nyt om rejser


