Cykelturismen er i vækst i Europa, og i dag er turismeformen en trecifret milliardindustri. Særligt kontinentets stadig voksende rutenetværk er med til at drive væksten.
Cykelturismen er i vækst i Europa, som flere og flere europæere bliver interesserede i mere bæredygtige måder at tage på eventyr på.
Således står turismeformen nu for estimeret 2,3 milliarder rejser i EU hvert år ifølge European Cyclists’ Federation (ECF, red.). Det gælder alt fra flere dage lange rejser til hyggeture langs flodbredder, som strækker sig ud over pendlerier i byen, skriver Euronews.
Mediet noterer sig, at det i stigende grad er helt normale hverdagsrejsende, som vælger at tage på en langsom cykelferie langs sceniske ruter.
En stor industri
Mens en ferie på jernhesten måske kan virke beskeden, er ferieformen ifølge ECF en særdeles indbringende industri.
Således genererer cykelturisme mere end 44 milliarder euro, 328 milliarder danske kroner, årligt, og det er særligt tusindvis af små virksomheder fra landlige overnatningssteder til cykeludlejere, som får indtægter.
I en tid, hvor overturisme er til debat flere steder i Europa, lyder det ligeledes, at ferieformen bidrager til at skabe turisme uden for de normale, tætpakkede destinationer, hvilket er en fordel for byer og regioner, som normalt ikke tager imod så mange turister.
Rutenetværk har øget interessen
En del af succesen skyldes EuroVelo, som er et cykelrutenetværk, som strækker sig på tværs af kontinentet.
Når netværket er fuldt udrullet, kommer det til at byde på 61.000 kilometer cykelruter, og de 17 ruter i netværket får hver deres tema, som er udviklet og koordineret i ECF.
EuroVelo 1 følger for eksempel den atlantiske kyst og er mere end 10.600 kilometer lang med et spænd fra Nordnorge på tværs af Storbritannien og Irland gennem Frankrig og Spanien og med ”målstreg” i Portugal.
EuroVelo 6-ruten følger floderne Loire, Rhinen og Donau gennem det centrale Europa og med sin afslutning ved Sortehavet.
EuroVelo 13 går under navnet ”Tæppe-ruten”, og den løber langs det gamle Jerntæppe på tværs af Europas koldkrigsgrænser helt ned til grænsen mellem Tyrkiet og Grækenland.
Mere på vej
Mens der altså i forvejen er store cykelruter i Europa, er der mere EuroVelo på tapetet. I 2023 offentliggjorde ECF sine planer for EuroVelo 16 – en 1.900 kilometer lang rute på Den Iberiske Halvø.
Når vi når til 2028, kommer ruten til at forbinde Lissabon og Pamplona med en rejse gennem Alentejo, Toledo, Madrid og foden af Pyrenæerne.
Nationale regeringer har også fået øje på cykelturismen, og i Storbritannien har man således afsat næsten 2,6 milliarder kroner, som skal gå til at forbedre infrastruktur til cykling og vandring i England. Her tilføjer man 482 kilometer ruter og skaber mere sikre vejovergange, mens man også vil give gratis cykeltræning til hundredtusindvis af skoleelever.
Relaterede artikler:
Spanien vil tiltrække flere danske cykelturister

STANDBY.DK Nyt om rejser


