Er man uheldig, kan væggelus komme med hjem fra ferien, advarer EjendomDanmark. Foto via EjendomDanmark.

Undgå væggelus som uønsket feriesouvenir

Væggelus – en lille blodsugende tæge – rejser let med hjem fra ferien og det kan blive ubehageligt og dyrt. Brancheorganisationen EjendomDanmark har råd om, hvordan man undgår væggelus.

Væggelus – en lille blodsugende tæge – kan være et kedeligt og uønsket ferieminde. Man bør på feriehotellet undgå at stille sin kuffert på eller under sengen – og for eksempel pakke sit tøj i lufttætte poser.

Andre gode råd lyder: Rejs med en kuffert af metal eller hårdt plast; de er mindre attraktive for væggelusene. Stil kufferten på en kuffertholder eller i badekarret. De glatte overflader gør det svært for væggelusene at komme derop.

Og ved hjemkomster er det en god idé at vaske tøj ved høj varme – eller, hvis der er plads, lægge det to døgn i fryseren.

På feriehotellet bør man være opmærksom på sorte aftegninger under sengen og i madrassens samlinger.

Det skriver EjendomDanmark, den samlede brancheorganisation for ejere og administratorer, i en pressemeddelelse. Her står der videre, at væggelus gerne gemmer sig i kufferten. Og bor man til leje, kan de små blinde passagerer fra ferien blive et dyrt bekendtskab, hvis man ikke hurtigt giver sin udlejer besked.

Stigende antal henvendelser
Simone Ørum Holmbo, underdirektør i EjendomDanmark, siger i en pressemeddelelse: “Som lejer har man pligt til at informere sin udlejer, hvis man opdager væggelus. Det er afgørende for at få problemet håndteret omgående – og for at undgå selv at hæfte for udgifterne, hvis skadedyrene spreder sig.”

Om dagen gemmer væggelusen sig i revner og sprækker – for eksempel i lamelgardiner, under madrasser eller lignende steder.

Risikoen for spredning er størst i etageejendomme, hvor mange lejligheder ligger tæt, skriver EjendomDanmark, hvorfra Simone Ørum Holmbo siger: ”EjendomDanmark oplever hvert år en stigning i antallet af henvendelser om væggelus i sommermånederne.”

Væggelus kan gemme sig i månedsvis, og det gør dem svære at bekæmpe. Selvom man tror, problemet er løst, kan de stadig dukke op igen på et senere tidspunkt, lyder advarslen.

 

Relaterede artikler:

Undgå hotellets væggelus: Sæt bagage i badekarret

Insekter på værelset fik veninder til at sove på altan

Bidt af væggelus på hotellet: Smed kuffert og tøj ud